Kort nyt

Af: Ida Alsing

18.10.2005

Læs de korte nyheder fra StudSamf.Print nr. 5, 2005.


Flere tager længere uddannelse

Videnskabsminister Helge Sander blev rigtig glad, da han så de nye tal fra OECD. Tallene viser, at 35 procent af de 25-34-årige nu har en videregående uddannelse - sidste år var andelen 29 procent.

'Det er helt afgørende for vores konkurrenceevne, at vi bevæger os frem uddannelsesmæssigt,' siger forskningschef i Dansk Industri, Charlotte Rønhof til Politiken.


Studiejob til nordjyder

Aalborg Universitet har indgået et samarbejde med det nordjyske erhvervsliv for at skaffe flere studiejob til de studerende. Kampagnen hedder 'Åbne døre' og bliver medfinansieret af Nordjysk Innovations Forum. Universitetet vil tage kontakt til alle virksomheder, der kunne tænkes at ansætte studerende og opfordre dem til at lægge jobopslag på nettet til de studerende. Studerende kan registrere sig på hjemmesiden www.topjob.aau.dk, hvor der forhåbentlig vil komme mange nye opslag. 


Venstre vil slette arbejdsløses studiegæld

Regeringen vil give mulighed for at sløjfe studiegæld for folk, der har været arbejdsløse i over fire år. Formålet er at motivere de arbejdsløse til at finde et job. Det fremgår af regeringens lovkatalog. Generelt vil regeringen forenkle reglerne for eftergivelse af studiegæld.


Studerende vil have flere penge til vejledning

Danske Studerendes Fællesråd (DSF) har sammen med Akademikernes Centralorganisation (AC) stillet et forslag om at øremærke flere penge til vejledning af studerende. Ideen er at lave et vejledningstaxameter, der udløser penge per studerende på samme måde som undervisningstaxametret. Både i DSF og i AC mener man, at flere midler til vejledning vil betyde mindre frafald og kortere gennemførelsestider på universiteterne. En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut har desuden påvist, at den vejledning, universiteterne giver i dag, er for utilstrækkelig.


Stand-up med Fogh og Auken

StudSamf.Print var med til one-liner-duel og siddende stand-up mellem Anders Fogh Rasmussen og Svend Auken. Det var en kamp mellem vindmøllestore ører og sorte tyrkerbryn om at vinde de studerendes latter og håndklask.

Så står man der, lidt på det ene ben og så lidt på det andet og klukker i halvanden times tid uden egentlig at blive meget klogere, men godt underholdt. Det er torsdag den 22. september 2005, og snart begynder showduellen mellem Anders Fogh Rasmussen og Svend Auken i Aulaen på deres gamle uddannelsessted, Aarhus Universitet. Jeg kan akkurat mase mig gennem et halvt hundrede irriterede og alt for sent ankomne mennesker, der står klemt i døråbningen til den fyldte aula. Jeg hopper videre ned gennem højre gangpassage med studerende og smidte tasker på gulvet.

'Yes,' tænker jeg, da jeg får skubbet og albuet mig til en plads op ad nødudgangen med et dørhåndtag i hoften og med udsigt til en meterbred talerstol - uden talere i, men to gemt bag den.

'Knap så meget yes,' tænker jeg nu og er glad for, jeg i det mindste kan se på tværs af salen hen over rækkevis af studerende til den modsatte side af aulaen. For her sidder undervisere og studieledere linet op, tilbagelænet i rød-broget kalveskindbetrukket sofaer med panoramaudsigt og tæt på hviskeafstand til de to artister. Det er lige før, jeg kan se Svend Aukens store ører og Anders Fogh Rasmussens markante sorte bryn spejle sig i studieledernes tandrækker, hver gang de smiler. Det gør de meget. For Anders Fogh Rasmussen og Svend Auken er ikke kommet for at diskutere politik, men for at servere politisk stand-up, siddende på hver side af ordstyrerne fra Frit Forum og Liberale Studerende, der har inviteret til showet. Svend Auken slynger i flæng one-liners ud om, hvor meget ved Anders Fogh Rasmussen, som vi faktisk burde rive os i håret, ørene og brynene over. Jeg griner, klapper og smiler. Anders Fogh Rasmussen slynger også, og jeg smiler, griner og klapper lidt mere. Halvanden times politisk stand-up mellem mænd med vindmøllestore ører og sorte tyrkerbryn. Meget anderledes end Deadline.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op