Voxpop - drømmejob

Af: Maj Juni

18.10.2005

Læs voxpoppen fra StudSamf.Print nr. 5, 2005 om de studerendes drømmejob.


StudSamf.Print fangede på en solrig efterårsdag en lille håndfuld studerende og spurgte dem om fremtidens jobdrømme.

Anne Mathiasen, Økonomistuderende , 26 år, læser på kandidatuddannelsen, Københavns Universitet

Min interesse ligger helt klart inden for den nationaløkonomiske retning. Jeg vil gerne arbejde med nogle af velfærdsstatens aspekter - hvordan vi får vores samfund til at løbe rundt og til at blive ved med det. Mit job skal helst være i den offentlige sektor. Det er min fornemmelse, at det er der, man får de bedste arbejdsforhold, og det er vigtigt for mig, at mit arbejdsliv kan harmonere med mit privatliv, hvis jeg får børn. Generelt er lønforhold mindre vigtige end arbejdsforhold.

Mathias Vinzent-Kerkov, Statskundskabsstuderende, 23 år, læser på 5. semester, Københavns Universitet

Mit mål lige nu er, at jeg godt kunne tænke mig at arbejde på en ambassade, men hvad det nærmere skal indebære, har jeg ikke sat mig ind i endnu. Jeg kunne godt tænke mig at kombinere mit studium og senere mit arbejde med udlandsrejser og det at komme ud i verden. Jeg regner som udgangspunkt med at skulle arbejde i det offentlige, i hvert fald som et led på karrierestigen, og så måske ende i det private, når man er nået op på et højere niveau.

Camilla Vestergaard, Økonomistuderende, 26 år, læser på kandidatuddannelsen, Københavns Universitet

Jeg vil gerne arbejde med at lave analyser om sundhedsmæssige eller samfundsmæssige forhold. Det kunne være i en stor virksomhed som Novo Nordisk, men jeg kunne også godt forestille mig for eksempel at være økonomisk ansvarlig i en mindre virksomhed, hvor man kan komme rigtig tæt på folk. Et godt arbejdsmiljø er ret afgørende for mig. Til gengæld er det ikke så vigtigt, om det er i den private eller offentlige sektor.
 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op