Vi skal ikke være så bange for djøfiseringen, mener professor i statskundskab. I stedet skal vi glæde os over, at mange med en lang uddannelse gider være politikere.

Kneb du en tåre, eller dansede du sejrsdans i dit kollegiekøkken, da Mogens Lykketoft gik af på valgaftenen? Bed du negle, da Ritt Bjerregaard indtog København og Søren Pind tog sin dramatiske afsked? De fleste af os kan nok ikke helt frasige os en vis fascination af politik. Hvis denne fascination oven i købet har været en af grundene til, at du valgte en samfundsvidenskabelig uddannelse, ja så har du noget til fælles med 30 procent af Folketingets medlemmer og 63 procent af de nuværende ministre.

Djøfisering: Et skældsord

Netop det forhold, at der er mange folketingsmedlemmer med en samfundsvidenskabelig baggrund bliver ofte kritiseret og ordet 'djøfisering' bliver nærmest spyttet ud. Men i virkeligheden er akademikere mindre overrepræsenterede på tinge i dag, end der har været tidligere. Det er en af konklusionerne i bogen 'Den danske elite', som er en del af magtudredningen. En af bogens forfattere er professor Peter Munk Christiansen fra statskundskab ved Syddansk Universitet. Han ser ikke noget problem i, at der er mange djøfere i Folketinget, tværtimod synes han at det er meget naturligt, at mennesker, der interesserer sig for politik vælger en samfundsvidenskabelig uddannelse.

'Djøfisering er et skældsord, og vi er bange for at politikerne taler for 'djøfsk'. Men det er vigtigt at huske at vi ikke har et djøf-parti i Folketinget. Djøferne repræsenterer alle partier i Folketinget,' pointerer Peter Munk Christiansen.

Plads til politiknørder

En af grundene til, at der stadig er mange djøfere i Folketinget, er, at der er opstået nye rekrutteringskanaler. Før i tiden kom politikerne fra de store klassebevægelser. De dygtigste fra bevægelserne avancerede op til en plads i Folketinget. I dag er konkurrencen om at komme i Folketinget blevet mindre, lønnen er ikke så god, og det er i det hele taget blevet mindre prestigefyldt at være politiker. Før i tiden bestod Folketinget af personer, der først havde gjort karriere ude i samfundet. I dag er betingelserne for at sidde i en eliteposition for strenge til, at man samtidig kan sidde i Folketinget, og kun ganske få har en lederstilling sideløbende med deres politiske karriere. Alle disse ændringer har gjort plads til nogle mennesker, der for alvor har politik i blodet, mener Peter Munk Christiansen. Og hvis man har politik i blodet, så er det ret sandsynligt, at det også påvirker ens uddannelsesvalg.

'Statskundskab er en fremragende uddannelse for nogen, der interesserer sig for politik og samfundsforhold. De studerende, der interesserer sig for politik er sjove at tale med, fordi de ikke kun læser bøgerne, men også læser avis.'

Vi frygter det elitære

Vejen til egen stol i folketingssalen er blevet lettere tilgængelig. Rigtig mange politikere kommer i dag fra politikerklaner, altså fra en familie af politikere. (Eksempler er Helveg Petersen-familien og Hækkerup-familien, der begge tæller flere både nuværende og tidligere folketingsmedlemmer.)  I dag er det også mere almindeligt at gøre direkte politisk karriere uden at have haft andre job. Århus' nye borgmester Nicolai Wammen har for eksempel ikke lavet andet i sit voksne liv end at studere statskundskab og være politisk aktiv.

Nogen vil måske mene, at det er et problem, men det kan også have sine fordele, at politikerne har læst samfundsvidenskab, mener Peter Munk Christiansen.

'Der er et krav om, at man kan spise store informationsmængder som politiker og derfor skader det ikke at have en akademisk uddannelse. Men der er heldigvis også andre end akademikere, der kommer i Folketinget og klarer sig udmærket.'

'Vi har et dobbelt forhold til Folketinget. Det må ikke være for elitært og det må heller ikke ligne os alt for meget. Men vi må prise os lykkelige for, at der er højtuddannede mennesker, der vil bruge deres tid på politik,' siger Peter Munk Christiansen.