Nysgerrighed og åbenhed overfor andre mennesker og kulturer er som regel fælles for dem som tager en international og tværkulturel uddannelse. Alligevel er der stadig et stykke vej før dagligdagen foregår i lutter harmoni og enighed.
Efter godt et år på uddannelsen 'Journalism and Media within Globalisation - the European perspective' står det klart for mig, at forskelligheden i klasseværelset ikke blot skyldes de 26 forskellige måder at udtale det engelske sprog på, eller hvilken musik man har liggende på sin iPod. Der er sket meget, siden vi første dag sad 26 mennesker fra mere end 15 forskellige lande og stillede indledende spørgsmål om udtalen af hinandens navne, og om hvilken rolle medierne spiller i de andres lande.
Samspillet og diskussionerne mellem os er blevet institutionaliseret, så vi efterhånden udgør en helt egen lille subkulturel enklave. Uenigheder og irritationsmomenter er blevet til familiære kendetegn, der blot bliver trukket på smilebåndet over. Men sammenstødene for at nå dertil har været mange.
En zimbabwer kan ikke forstå, at en hviderusser har en opfattelse af Afrika som et kontinent, hvor der ikke findes email, lufthavne eller skyskrabere. En ukrainer forstår ikke, at public service ikke nødvendigvis indebærer statspropaganda. En amerikaner forstår ikke, at en dansker ikke er bekymret over statens størrelse og magt, eller over at man ikke engang diskuterer, hvorvidt det er muligt at melde sig ud af EU. Og en dansker forstår ikke, at alle ikke bare er enige med hende om velfærdsstaten og troen på, at verden nok skal blive et bedre sted, hvis bare vi alle sammen opfører os nogenlunde og snakker om problemerne.
Kommunikation
Den største forskel mellem en international klasse og en dansk klasse er ikke blot det, der bliver sagt, men i langt højere grad det, der ikke bliver sagt. Eksempelvis er diskussioner om omskæring af kvinder og dødsstraf sjældent noget, der bliver bragt på bane i en dansk akademisk sammenhæng. Ikke fordi det ikke er relevante emner, men fordi man er enig fra begyndelsen.
Forskellene på de enkelte danske akademikeres verden er marginal, hvorfor præmisserne for enhver diskussion sjældent behøver at tydeliggøres ud i det uendelige. I en kontekst, hvor der sidder folk fra fem forskellige kontinenter, bliver man derimod nødt til at begynde sit argument med Adam og Eva (eller Siddharta eller Muhammed, for den sags skyld) for at blive forstået.
At forskelle på livssyn ikke kun indebærer fundamentale forskelle på et substantielt plan, men i mindst lige så høj grad med hensyn til selve kommunikationsprocessen, bliver klart, når man til daglig færdes i et tværkulturelt forum.
Grænserne er langt fra sat ved verbal kommunikation. Eksempelvis er måden, hvorpå man vælger at tilkendegive eventuel uenighed med undervisningen dybt afhængig af sammenhængen. Hvor man som dansk studerende er vant til mundtlig og skriftlig evaluering, til studenterpolitik, studienævn og studenterråd og til systemer, der indeholder en række muligheder for at kanalisere eventuel uenighed ud i handling og politisk engagement, er det langt fra tilfældet for folk opvokset med korruption, nepotisme og kafkask bureaukrati. Her bliver utilfredshed kanaliseret ud på andre måder.
Brok er eksempelvis en klassisk kending som danskere - til trods for de mange muligheder for en mere konstruktiv problemløsningsproces - hyppigt benytter. Andre vælger demonstrativt at vise deres utilfredshed ved at komme for sent eller boykotte undervisningen. Samtidig fremstår den danske tro på systemet og en grundholdning lydende hvis vi bare følger reglerne, tager hensyn og benytter de kanaler der findes til at handle', som pinligt naiv sammenlignet med en zimbabwers eller en hviderussers livserfaringer.
We are the world
Men hvad er det så, der er tilbage, efter at alle forskellene, uenighederne og misforståelserne er sorteret fra? Hvor det tidligere var en optimistisk tro på en kommen hinanden i møde og fælles værdier, er det midlerne snarere end målene, der pludselig fremstår som de virkelige værdier.
Tålmodighed, diplomati og tolerance er blevet grundfæstede dyder blandt de 26 elever i Erasmus Mundus-klassen. En klasse, der i det mindste for mit eget vedkommende, vidner om, at fællesskab og samhørighed kan blive opbygget alene på dette grundlag - selv mellem en Bush-stemmende amerikaner, en kinesisk kommunist og en autoritetstro dansker.