Kunne du finde på at suspendere undervisningen for at holde debatuge med dine medstuderende? Eller hvad med at bryde ind på rektors kontor og drikke hans sherry og ryge hans cigarer? Begge dele skete i Danmark under studenteroprøret i '68.
Hvad ville '68-veteranen Morten Thing og hans venner fra dengang kæmpe imod, hvis de kom på universitetet i dag?
'Vi ville gøre oprør mod den der meget snævre studieorganisering, der ved hjælp af blandt andet SU-klip gør, at studiet skal gennemføres på en programmeret tid. Det er klart at systemet må se sådan på det, fordi de vil optimere det. Men jeg tror, at man både får bedre studerende, og de studerende har det meget morsommere, hvis det er betydeligt friere,' reflekterer han.
Samtidig mener han, at nutidens studerende slet ikke har tid til at gøre oprør. Han begrunder det med, at de netop bliver pacet gennem studiet og derfor ikke har det nødvendige overskud til at stille spørgsmålstegn ved deres vilkår.
Thomas Ekman Jørgensen, der har forsket i studenteroprøret, deler ikke Things synspunkter.
'Da jeg studerede, havde jeg fin tid til at lave oprør. Og jeg tror ikke, at presset er blevet meget større end det. Det er ikke så længe siden, at jeg studerede. Det gjorde jeg fra '92 til '99. Du er meget mere presset, når du kommer ud på en arbejdsplads. Når du går på universitetet, er der en rimelig afslappethed. Det drejer sig om at blive færdig til tiden, og så må du ellers gøre, som du har lyst til. Og det gør, at man somme tider har enormt travlt, og af og til kan man tage sig tid til andre ting.'
Mindre SU = oprør
Kan man forestille sig, at de studerende i dag kunne lave besættelser og aktioner, som man gjorde det i '68?
'Det kunne man sikkert godt. Hvis der for eksempel er nogen, der begynder at skære i SUen eller prøver at forøge arbejdsbyrden. Det er måske mere sandsynligt, at de prøver at presse mere ind i studierne. Så kan man sagtens forestille sig besættelser af studierne,' siger Thomas Ekman Jørgensen.
I '68 var det massernes møde med de ultraelitære universiteter, der pustede liv i oprørsgløden. Morten Thing, der læste dansk dengang, husker sit første møde med universitetet.
'Jeg oplevede det nærmest som et fysisk ubehag. Jeg følte, at alle steder, hvor jeg vendte mig var der stemmer, der sagde, at jeg ikke hørte hjemme der. Og jeg følte, at alting foregik efter nogle regler, jeg ikke kunne gennemskue.'
De fremmedgjorte studenter reagerede også over for professorernes enevældige magt på fakulteterne. Studenterindflydelse var en by i Sovjetunionen.
Thomas Ekman Jørgensen forklarer, hvad aktionerne i '68 til '70 betyder for de studerende i dag.
'Det betyder blandt andet, at de har deres repræsentation i studienævnet. Det, at studerende, hvis de vil, har konkret indflydelse i deres dagligdag. Det aller aller vigtigste er, at man som studerende har en ide om, at man kan selv. Der er en ide i Danmark om, at man som studerende er et selvtænkende individ, som har ret til at kritisere professorerne og tage selvstændig stilling til det han eller hun laver. Det er altså bare '68.'
De neutrale
De studerende på statskundskab var meget aktive i oprøret, mens juristerne og handelshøjskoleeleverne holdt sig mere neutrale. Thomas Ekman Jørgensen mener, at det var fordi studiet ikke var så fremmedgørende for de sidstnævnte. Juristerne skulle lære om lovene, dommene og paragrafferne. Sådan har det altid været. De nye studerende havde en klar forventning om det, når de startede på studiet. Det samme gjaldt på handelshøjskolerne. Der forventede de nye, at studiet handlede om regnskab og handel, hvilket også var tilfældet.
Cirka en sjettedel af de studerende var aktive i oprøret. Aktionerne startede med nogle psykologistuderende, der besatte deres institut. Senere var blandt andet Morten Thing med til at suspendere undervisningen på dansk. I '70 var der en større besættelse af universitetets administrationslokaler i København. Besættelsen varede kun 20 timer. Den kulminerede, da nogle studerende brød ind på rektors kontor, hvor de drak hans sherry og røg hans cigarer.
Studenteroprøret varede fra '68 til '70. Det var en periode, hvor studerende organiserede sig og brugte aktioner og forhandlinger til at påvirke deres studier. Der var i forvejen en reformproces i gang på universitet. Den fik de studerende indflydelse på. Thomas Ekman Jørgensen fortæller: 'På den ene side var der fra styrelsens side en ide om at reformere universitetet. På den anden side var der studenter, som følte sig fremmedgjorte og udviklede denne her aktionisme som et svar. Det var de to, der stødte sammen i den periode. Situationen var både meget malerisk på grund af aktionerne og samtidig også betydningsfuld ud over aktionerne selv, fordi den netop flød sammen med en større forandringsproces.'