Hvis du overvejer at flytte sammen med kæresten, skal du huske paragrafferne. Kærligheden klarer det ikke alene. Mette fik pengepungen i klemme efter, at hun og kæresten flyttede fra hinanden. En jurist mener, at det er et nødvendigt onde at skrive testamente, når det fælles hjem bliver en realitet.
Mette læser på universitet. Hun flyttede sammen med sin kæreste gennem fire år. Fire måneder senere gik forholdet i stykker. De flyttede fra hinanden. I dag skylder Mette stadig 70.000 kroner til banken. Penge som egentlig er ekskærestens gæld.
'Andelslejligheden skulle sælges. Vi fik ikke hele overskuddet hjem, fordi vi havde købt møbler og så videre. For at kunne dele lånet op, skulle vi kautionere for hinanden. Vi fik delt det op sådan, at jeg skulle betale 10.000 kroner, der manglede på lejligheden. Han skulle betale 88.000 kroner for sin del i lejligheden samt surround sound anlægget og de andre ting, han havde købt til sig selv,' fortæller Mette.
I starten var der ingen problemer
De to betalte hvert deres lån af. En dag ringede banken til Mette.
'De fortalte, at han var holdt op med at betale, og at jeg skulle ind til møde. Banken fortalte mig, at det i første omgang bedst kunne betale sig for mig at lade være med at betale af på hans gæld. For så plejede skyldneren normalt at begynde at betale igen. Men det gjorde han så stadigvæk ikke. Han blev sendt i Ribers, og jeg skulle betale af på hans lån fremover. Banken prøver løbende at få penge ud af ham, men der er ikke rigtig sket noget', forklarer hun.
Intet håb for Mette
Henrik Dam er professor på Jura og fagansvarlig for faget Familie- og Arveret. Han vurderer Mettes sag: 'Hun skrev under på en kautionserklæring, og det er en juridisk bindende aftale. Så der er ikke noget at komme efter.'
Han forklarer, hvad Mette skulle have gjort anderledes:
'Først og fremmest skulle hun ikke have skrevet under på kautionserklæringen, medmindre hun havde lyst til at forære ham pengene. Det er det, man skal gøre op med sig selv, inden man skriver under på en kaution. I sidste ende risikerer man at betale penge til en anden persons forbrug. I Mettes tilfælde forstår jeg, at det var til den pågældende ekskærestes privatforbrug. Alene det, at banken beder om en kautionserklæring bør få alarmklokkerne til at ringe. Det gør banken ikke, hvis de mener, at skyldneren er et solidt kort, som under alle omstændigheder vil betale pengene tilbage.'
Mette havde ikke de store overvejelser, inden hun skrev under.
'Jeg havde kendt ham i fire og et halvt år. Så jeg tænkte, at det kunne der da ikke ske noget ved. Han havde altid betalt sine ting før i tiden. Jeg regnede ikke rigtigt med, at jeg kunne komme til at hænge på noget. Men det var nok også mig, der ikke havde læst tingene godt nok igennem.'
Gode råd til andre
Henrik Dam kommer med nogle mere generelle råd til par, der planlægger at flytte sammen.
'Jeg vil altid råde samlevere til at skrive begge på lejebeviset eller andelsbeviset for at have en vis sikkerhed, hvis den ene part pludselig går hen og dør. Det kan dog være, at den part der har lejligheden, ikke er interesseret i, at den anden part kommer på lejebeviset, fordi man så får diskussionen om hvem det er, der skal have lejligheden, når de går fra hinanden.'
Han mener desuden, at det er en god ide at skrive testamente.
'Jeg vil desuden råde alle, der flytter sammen, til seriøst at overveje at oprette et testamente. Der sker gerne det, når folk flytter sammen, at de skaber et økonomisk fællesskab, men de har ingen arveret efter hinanden. Hvis det ene unge menneske dør, vil den anden part opleve den uheldige situation, at den afdødes forældre vil arve, hvis der er forældre. Ellers bliver det deres søskende, derefter deres søskendebørn og til sidst deres bedsteforældre. Det betyder, at den efterladte kan være nødt til at afgive halvdelen eller mere af det fælles hjem. Et testamente er derfor noget, man altid bør lave, uanset hvor unge, friske og raske man er. Der skal ikke mere end et øjebliks uopmærksomhed i trafikken, før den ene af dem er alene.'
Henrik Dam mener ikke, at det er en ubetinget fordel at gifte sig.
'Det kommer an på hvilket juridisk perspektiv, du ser det ud fra. I nogle situationer er det en fordel, og i andre situationer er det en ulempe. Hvis vi ser det i forhold til vores arvelovgivning og vores ægtefællelovgivning - altså selve delingen af boet hvis den ene dør, eller de skal skilles - så er der en stor beskyttelse i ægteskabet, som ikke findes i et papirløst samliv. Der er imidlertid andre regler i lovgivningen som for eksempel samhæftelse for skattegæld, der kan komme til at gøre ondt.'
Mette afslutter med et råd til andre i hendes situation:
'Lad være med at kautionere for hinanden. Det kan godt være, at man tror, at man kender personen, men det er ikke altid, at man kan regne med det. Jeg troede jo, jeg kendte ham, når jeg havde kommet sammen med ham i fire og et halvt år, men det gjorde jeg ikke.'
Mettes rigtige navn er ændret af redaktionen.