Forestil dig at paven dannede et rockband. Det var nogenlunde samme billede nogle fik af Madonna i Horsens den 24. august, da hun forsøgte at connecte med 85.000 fans gennem politiske og frelste budskaber som 'fuck Bush, he's a whore' og 'we want peace'. Imens viste storskærme billeder af krig og sultne børn med budskaber om at hjælpe Afrika, og en skrift på størrelse med Rundetårn reklamerede for www.clintonfoundation.org på sceneskærmen bag Madonna. Hun selv lignede mest en flue i hjørnet af et biograflærred. I hvert fald set fra ståplads nr. 67.548. For cirka deromkring stod en flok mennesker og blev enige om, at den politisk korrekte scene ikke lige er den, de havde forventet at se Madonna på.

'Jeg vælger politikere til at redde verden, og Madonna til at underholde mig', sagde en af dem, mens han kunne skue to på scenen, der dansede tæt med davidsstjerne og halvmåne malet på deres overkroppe, akkompagneret af prædikende sang fra en mellemøstligt udseende sanger ved Madonnas side.

Popdronningen er blevet politisk, og det er ikke alle lige begejstrede for. En af dem, som ikke er begejstret, er Signe Wehding, der er musikanmelder på GAFFA og cand.mag. i moderne kultur. Hun mener, at Madonna er fuldstændig utroværdig i den politiske rolle. I modsætning til for eksempel rapperen Eminem, der er vokset op på bunden af det amerikanske samfund, og Bono, der har konflikterne i Nordirland med i bagagen og ikke bare sludrer om politik, men faktisk igen og igen mødes med verdens mægtigste ledere.

'Madonna er en provokatør, men det er ikke det samme som at være politisk. Hun har aldrig været en, vi har forventet det direkte og hårdtslående politiske budskab fra', siger Signe Wehding og henviser til, at Madonna aldrig før har taget stilling til konkrete politiske problemstillinger. Til gengæld har hun skabt meget opmærksomhed ved at engagere sig i en jødisk, spirituel bevægelse (Kabbalah), der har medført, hun ikke længere giver koncerter fredag aften. Madonna kunne sige meget om de værdier med stor troværdighed og respekt, men ikke om Afrika, mener Signe Wehding:

'Når jeg ved, hun er stinkende rig, og at hun smider langt flere penge efter nyreligiøse Kabbalah-skoler i USA end børn i Malawi, så udhuler det hendes budskab'.

Ny politisk offentlighed

Henrik Bang er lektor i statskundskab på Københavns Universitet og forsker i nye offentligheder. Han betragter Madonnas nye politiske rolle som forudsigelig og helt i overensstemmelse med teorier om moderne, politisk offentlighed. Han skelner mellem to politiske dimensioner. Den ene dimension er den velkendte med folkevalgte i Folketinget, interesseorganisationer og veldefinerede klasser og faste rammer, der sikrer, at alle de valgte har lige adgang til at blive hørt. I det univers er Madonna ukrudt, der kvæler demokratiet, og har ikke nogen legitim ret til at bruge sin magt politisk over for millioner af fans, fordi hun ikke repræsenterer dem. Sådan er det ikke i den anden - nye - dimension, hvor medierne virker som parlament. Det er her, man skal sætte dagsordenen, og det har fremmet enkeltsager og personliggjort politik, for kun dem, der har gennemslagskraft, kan begå sig i medierne. Når personlighed får den betydning, er det logisk, at der kommer andre aktører med i det politiske spil, såsom Madonna og Bono. Det ved politikere som Tony Blair, der gik forrest i personliggørelsen af politik. Han har ofte ladet sig fotografere med Bono, og det sælger ikke kun plader for Bono, men giver ham også magt, mener Henrik Bang:

'Bono drøner rundt og taler ved enhver stor magtfuld forsamling. Ved Gud han gør en forskel i forhold til Afrika. Madonna har også magt. Hun fanger de unge globalt. Hun er i kontakt med kosmopolitter, der er imod gammeldags, nationalt betinget politik.'

På Aalborg Universitet sidder adjunkt Christina Fiig og forsker i offentlighed og politisk kommunikation. Hun fremhæver også magten ved at kunne iscenesætte sig i medierne, som mange folkevalgte har svært ved, og derfor aldrig får gennemslagskraft. Omvendt tror hun heller ikke på, at profileringen i medierne hjælper noget, hvis ikke man er troværdig. På den måde ser hun Madonna som et casestudie af Habermas' teori om samtaledemokratiet, hvor det bedste argument vinder, og hvor politisk debat ikke kun må være for folkevalgte, men noget der også foregår i civilsamfundet, hvor alle kan og bør byde ind på den politiske scene.

'Det er godt, at politik ikke kun defineres af politikere, men at det også gøres nedefra. Det er den offentlige dynamik, som Habermas taler om,' siger hun og ser positivt på, at Madonna bruger sin scene til at udbrede sine politiske holdninger. Personligt ville hun dog tro mere på Madonna, hvis hun talte om seksualitet, køn og krop end så meget andet, og så mener hun, at Madonnas kommercielle interesser også påvirker hendes troværdighed negativt.

Madonnas seks måneder lange turné har indbragt 1,2 milliarder kroner, og hun har indgået millionsponsoraftale med Hennes & Mauritz, der får produceret tøj i Bangladesh. Det er måske ikke underligt, hvis nogen ikke som det første tænker, 'hvad mon hun har på hjerte', men i stedet 'hvad mon hun skal have solgt'.

De kommercielle interesser peger DJ og freelance radiojournalist Katrine Ring også på, og hun nævner i den forbindelse den amerikanske countrygruppe Dixie Chicks. Forsangeren proklamerede i 2003, at hun skammede sig over, at Bush lige som hende selv kom fra Texas. Senere stillede gruppens medlemmer nøgne op til en magasinforside, hvor de på deres kroppe havde skrevet slagord mod Bush og krigen mod Irak. Deres sange indeholdt også protester mod det samme, og radiostationer begyndte at boykotte gruppen, og fans flygtede fra dem.

'Man skal huske på, at de er nogle af de mest populære countrynavne i USA, og at deres fans bor i bibel-bæltet, blandt Bushs tilhængere. Det var hvid mands musik, de spillede. De vidste, at deres fans var uenige, men valgte at gå imod dem. Det havde konsekvenser,' siger hun

Hun giver i det hele taget ikke meget for det amerikanske velgørenhedshysteri i snart sagt alt, hvad de foretager sig.

'Dionne Warwick gav for nylig koncert i København, hvor hun gjorde meget ud af Katrina-orkanen i New Orleans og samlede ind til ofrene, solgte hæfter og så videre. Jeg synes, det er usmageligt, at man skal høre det fra verdens rigeste land, og det er helt ude af proportioner i forhold til tsunamien,' siger hun. Hun kunne ikke drømme om at indløse billet for at høre Madonnas politiske korrekthed. 'Det har aldrig været en del af den kontrakt, jeg har indgået med Madonna,' siger hun og tilslutter sig dem, der helst er fri for Madonna i politik og paven på elguitar.