Af Ellen Gydesen og Dorte Gotthjælp Nielsen
Sektorforsamlingen har vedtaget kravene
Torsdag den 29. april 2010 blev der afholdt sektorforsamlingsmøde i København, hvor mere end 110 stemmeberettigede samt en del øvrige medlemmer deltog. På mødet vedtog sektorforsamlingens repræsentanter Overenskomstforeningens samlede kravspakke til overenskomstforhandlingerne i 2011 på det offentlige område.
Formanden for Overenskomstforeningens bestyrelse, Lars Qvistgaard, fremlagde bestyrelsens forslag til en samlet kravspakke. Han udtalte "Vi skal finde balancen, hvor vi er tilpas ambitiøse, uden at være helt urealistisk".
Lars Qvistgaard understregede, at disse overenskomstforhandlinger ikke bliver nogen let omgang, når vi ser på hele den økonomiske situation og sagde "Jeg vil opfordre arbejdsgiverne til at komme til forhandlingsbordet med lige så stor kreativitet, som vi har lagt for dagen".
Mødet var præget af både stor del-tagelse og spørgelyst, gode indlæg fra forsamlingens repræsentanter og dermed også en god debat. Det indebærer, at et enkelt krav udgår, nemlig kravet om afskaffelse af udmøntningsgarantien i kommuner og regioner.
Kravene falder inden for tre overordnede indsatsområder:
- Løn nu og i fremtiden
- Et attraktivt arbejdsliv
- Tryghed – ja tak
De tre områder afspejler, at løn er et centralt område i en overenskomstforhandling, men at løn alene ikke er nok: Der skal også mere end løn på bordet.
Der var da også stor opbakning til og anerkendelse af den samlede kravspakke, fordi den udgør en balanceret pakke med en lang række krav ud over løn, som bidrager til et attraktivt arbejdsliv. Medlemmerne bekræftede bestyrelsen i, at det er vigtigt at se på arbejdsmiljøet, fleksibilitet i hverdagen, ligestillingsspørgsmål og ikke mindst kompetenceudvikling.
På www.djoef.dk/ok11 kan du læse hele Lars Qvistgaards tale til sektorforsamlingen og se de vedtagne krav.
OK:11 indledes med "under-skud"
Den økonomiske krise har sat løn-udviklingen på det private område fuldstændig i stå, og det får konsekvenser for de offentligt ansatte ved OK11.
På det kommunale og regionale område viser de seneste lønskøn nemlig, at der bliver en regning på omkring 1,4 %, som skal betales ved OK11 pr. 1. april næste år. På det statslige område forventes tilsvarende negativ regulering pr. 1. april 2011, skønnet er stadig meget usikkert, men forventes p.t. at blive omkring 1,1 % - 2,3 %.
Baggrunden er, at der er aftalt en reguleringsordning, der sikrer en vis parallelitet i lønudviklingen mellem det offentlige og det private område.
På det kommunale og regionale område forventes reguleringsordningen at udmønte negativt pr. 1. oktober 2010, men da der ikke er aftalt generelle stigninger på dette tidspunkt, har parterne allerede aftalt at udskyde regningen til 1. april 2011, så ingen ansatte skal gå ned i løn pr. 1. oktober i år.Det er først i juni 2010, at de faktiske løntal opgøres, og vi dermed kender det præcise beløb, der skyldes.
På det statslige område er det statistiske udgangspunkt for reguleringsordningen løntal for 3. kvartal, så her er det først omkring årsskiftet, vi kender de endelig tal.
”Det bliver ikke nogen nem opgave at nå frem til en overenskomstfornyelse med dette udgangspunkt”, udtaler Lars Qvistgaard, formand for Overenskomstforeningen i Djøf.
”Men jeg tror ikke så meget på, at løsningen er at forlænge den nuværende overenskomst med et år, som nogle organisationer har været inde på i pressen. Der bliver jo ikke flere penge af at vente, og vores med-lemmer kan godt gennemskue, hvad det handler om.
Alle ved, at det bliver et magert resultat det første overenskomstår i forhold til lønstigninger. Men måske en 2-årig periode kunne være en mulighed. Det bliver en del af forliget, hvor lang perioden skal være.”
”At vi skylder ved ok-periodens start, er også et udtryk for, at vi under forhandlingerne i 2008 fik en høj nok ramme og store forbedringer i begyndelsen af perioden. Og det har vi jo glæde af i dag, også selv om det er surt, når regningen skal betales,” bemærker Lars Qvist-gaard.
Følg med på www.djoef.dk/ok11
Djøf Overenskomstforening vil fortsat informere og orientere medlemmerne på om fremdriften i OK-forhandlingerne.
Du kan følge med på www.djoef.dk/ok11. Du kan også få nyheder om OK11 direkte i din mailboks ved at tilmelde dig Djøfs nyhedsmail.
Har du forslag til, hvorledes vi bedst muligt kan holde dig og medlemmerne på din arbejdsplads informeret om OK:11 hører vi gerne fra dig. Du kan ringe eller maile til Dorte Gotthjælp-Nielsen (dgn@djoef.dk – 33 95 98 73) eller Ellen Gydesen (elg@djoef.dk – 33 95 98 56).
Den videre OK:11-proces
- Overenskomstforeningen har vedtaget deres indstilling til krav
- Disse er blevet koordineret med de Offentlige Chefer, så Djøf ikke stiller modstridende krav
- Djøf har på denne baggrund indmeldt forslag til krav til AC (der var frist den 3. maj)
- De øvrige AC-organisationer har gjort det samme
- AC drøfter og udarbejder henover sommeren en samlet pakke for AC. Djøf vil selvsagt arbejde for, at alle vores forslag til krav går videre
- I november indledes forhandlingerne med de kommunale og regionale arbejdsgivere
- I december indledes forhandlingerne på det statslige område