Af Martin Krog Frederiksen, en djøfer (og TR) med en håndtemperatur på ca. 37 grader (Martin Krog Frederiksen er tillidsrepræsentant i Århus Kommune)
Hvad skal vi med de kolde hænder?
Et spørgsmål der mere eller mindre direkte ofte bliver stillet i den offentlige debat, når talen falder på udgifterne til kommunerne og sta-ten. Svaret i debatten er desværre ofte, at dem kan vi da godt spare på, da de laver administration for administrationens skyld.
Hvad skal man, som en af dem der tilsyneladende har kolde hænder så gøre, når det spørgsmål melder sig? Man kan jo blive siddende på hæn-derne, man kan bruge dem til at bokse lidt til dem, der siger den slags, eller man kan bruge dem til at hvile hovedet i, mens man tænker lidt over, hvad de ”kolde hænder” egentlig kan bruges til. For hvis man ikke kan besvare det spørgsmål fornuftigt, ville den bedste anbefaling fra en god embedsmand jo være at spare dem væk!
Det er naturligvis ikke den konklusion jeg når frem til, når jeg ser på det arbejde de Djøf´ere jeg har kontakt til udfører. Her ser jeg at vi som Djøf´ere, udfylder forskellige roller, som er med til at understøtte det, som det handler om, nemlig den bedste betjening til borgerne (eller kunderne om man vil).
En af de roller vi udfylder, kan man kalde maskinmesteren, i mit tilfælde vil det sige den løbende drift af nogle budgettildelingsmodeller samt administration af datasystemer osv.
Resultatet af det arbejde er, at ressourcerne kommer derhen, hvor de var tiltænkt fra politisk side, og at der løbende f.eks. er overblik over hvor mange, der bruger ydelserne.
Andre af mine kolleger sidder med lønsystemer, takster etc. Disse op-gaver kan opfattes som noget, der kører automatisk og bare skal fungere, men virkeligheden er jo, at disse systemer skal betjenes.
En anden rolle er skriverkarlen, der udfører opgaver, hvor der f.eks. udarbejdes notater for det politiske system eller svares på henvendelser fra borgeren eller pressen. Disse funktioner producerer papir, og kan måske for udefrakommende virke som spild af ressourcer.
Men som jeg ser det, sikrer den rolle blandt andet at beslutningerne udføres sådan som de er ment fra beslutningstagernes side, altså en demokratisk funktion. For det er noget der heller ikke sker automatisk. En gang imellem kan man i denne rolle også føle sig som en tolk, der skal oversætte forskellige aktørers udmeldinger og interesser mellem forskellige lag i en organisation.
Forskeren er en måske lidt flot betegnelse for den rolle, hvor man laver vidensindsamling, laver tilfredshedsmålinger eller på anden måde forsøger at afdække effekten af de ydelser der produceres.
Igen er det ”papirarbejde”, men den grundlæggende idé, er jo at forsøge at finde ud af hvad der virker og sprede de gode erfaringer. Noget de færreste på et principielt plan synes er en dårlig idé.
Ovenstående roller er blot nogle blandt andre roller, f.eks. koordinatoren, organisatoren, udvikleren og sikkert mange flere. Og når man ser beskrivelserne er det jo mærkeligt, at ikke alle klapper i deres varme eller kolde hænder, når talen falder på sidstnævnte.
Her tror jeg også vi skal gribe i egen barm, og, som den gode embedsmand i indledningen, se kritisk på vores egne funktioner, f.eks. spørge om flere målinger automatisk fører til mere kvalitet.
Dette var mit forsøg på, at beskrive hvad ”de kolde hænder” går og laver. Der findes selvfølgelig andre roller eller andre måder at beskrive det på.
Men budskabet fra undertegnede er blot, at jeg mener, at det er vigtigt, at vi tager handsken op, og reagerer når talen falder på ”de ubrugelige kolde hænder”. Dette kan gøres på mange måder, men som en start tror jeg det er en god idé, at vi afmystificerer, hvad det er vi går og laver, gør det klart hvorfor vi mener at arbejdet er vigtigt og meningsfuldt, samt er villige til at tage en åben debat om det.