Netværk, mentorordning og debatarrangementer

Af: Lars Qvistgaard

11.10.2010

Medlemmerne i Djøf lærer i stigende grad af hinanden. Djøf støtter helhjertet videndeling medlem-til-medlem.


Djøferne besidder en enorm viden inden for et meget bredt spektrum af faglige og samfundsorienterede emner og temaer. En viden som mange til stadighed ønsker at udvide og kvalificere.

Djøf understøtter dette videbegær i form af netværk, mentorordning og faglige debatarrangementer.

Netværk er stadig en satsning
Netværk er en væsentlig del af den enkeltes faglige og personlige udvikling. Et stærkt netværk er en vigtig del af djøfernes kompetence- og karriereudvikling.

Formålet med Djøfs netværk er, at understøtte medlemmernes behov for faglige netværk med udgangspunkt i de udfordringer og behov de oplever.

Netværk øger mulighederne for at kende de rigtige personer, som kan åbne døre, skaffe relevant viden eller give sparring, og det får større og større betydning.

Det ses derfor ofte, at djøfere samles i netværk bestående af deltagere fra forskellige virksomheder, brancher og organisationer for at erhverve sig nye og flere perspektiver på et givet emne.

Netværk skal således ikke i sig selv ses som et mål, men som et værktøj til at dele viden og erfaringer, og derved løse udfordringer og skabe udvikling.

Netværksdeltagerne oplever værdien, når mødet med andre djøferne åbner for disse aspekter.

Læring, praksisfællesskab, kompetenceudvikling, sparring, refleksion, erfaringsudveksling og adgang til ny viden er blot nogle af nøgleordene for de mere end 70 netværk, der blev udbudt i 2010.

Deltagerne dækker bredt Djøfs medlemmer, men særligt netværk for HR medarbejdere, projektledere og nyuddannede i første job har appelleret til de offentligt ansatte. Konstateringen er klar: Offentligt ansatte ser også værdien i netværksdannelse.

Djøf satser til stadighed på netværksdannelse, og tilbyder derfor også flere forskellige typer af netværk – lige fra det fuldt faciliterede forløb til de selvkørende netværk, hvor et faciliteret opstartsmøde sætter processen i gang med opbygning af det levedygtige og udbytterige netværk.

Et af de seneste tiltag på netværksfronten, er online-netværksbørsen, der giver alle djøfere chance for at gribe muligheden og tage initiativ til at skabe sit eget netværk. Ideen er, at djøferne hurtigt og enkelt kan finde ligesindede, der har lyst til at være med i et netværk med samme tema, som medlemmet efterlyser.

Mentorordning - et af landets største

God ledelse i et vidensamfund har fokus på udvikling af medarbejdere, deres engagement, og deres kreativitet og ønske om deltage i virksomhedens udvikling.

Det betyder fokus på dialogbaseret ledelse, og det ønsker Djøf bl.a. at understøtte i mentorprogrammet.

Mentorprogrammets formål er at hjælpe og støtte medlemmerne, så de kan handle kompetent og effektivt i deres karriere.

Fokus i relationen er tosidet: at understøtte såvel mentors som mentees personlige og faglige udvikling, samt bidrage til udvikling af ledelsesforståelsen generelt.

Målet med Djøfs mentorprogram er 700 match, hvilket gør programmet til et af landets største. Mere end halvdelen af alle match i 2010 er foretaget blandt medlemmer der er ansat inden for den offentlige sektor.

Programmet udvikles løbende. Et vellykket eksempel på partnerskab med andre er den tværgående mentorordning i samarbejde med lægeforeningen – her matches læger med djøfere og omvendt.

Djøf har tillige oplevet stor succes med at rekruttere tidligere mentees til at være mentorer for f.eks. dimittender eller djøfere i første job.

Debatarrangementer
Formålet med Djøfs mange debatarrangementer er at skabe anledninger til, at medlemmer møder medlemmer og får ny viden, inspiration og mulighed for at skabe netværk.

Et arrangement i Djøf er karakteriseret ved: faglig og aktuel viden, læring, refleksion, handling, professionelle relationer samt et levende forum.

Et eksempel på et arrangement som blev afholdt primo 2010 var en paneldebat om betydningen af større enheder.

Mange djøfere mærker i deres arbejdsliv forandringer som følge af diverse reformer og fusioner. Arrangementet indeholdt teoretiske og faglige oplæg, som gav anledning til en god debat oplægsholdere og medlemmerne i mellem.

Tilsvarende var oplevelsen, da Djøf satte selvledelse på dagsordenen i form af 2 debatarrangementer i henholdsvis København og Århus.

Den gode debat kom tillige til udtryk i forsommerens arrangement omhandlende Lønkommissionens rapport.

Rundt i hele landet samler Djøf årligt omkring 13.000 medlemmer til debatarrangementer og temamøder.

Debatarrangementerne spænder fra de meget fagspecifikke debatmøder med 20-25 deltagere til de store flagskibe med Clement Kjærsgaard omhandlende dansk politik med op til 700 deltagere.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op