Sektorforsamlingsudvalget - Mission complete

Af: Lars Qvistgaard

11.10.2010

Sektorforsamlingsudvalget er kommet med sin betænkning om ændret politisk organisering - der der i begyndelsen måtte synes som "Mission impossible" sluttede med "Mission complete".


Nye forslag til en ændret Sektorforsamling og en bedring af medlemsdemokratiet er på vej.

Kort om sektorforsamlingsudvalget
Der har gennem en årrække været et betydeligt lavere deltagerantal på sektorforsamlingsmøderne end det mulige antal pladser. Samtidig har der i kommuner og regioner været uklarhed om valgproceduren.

Det er et problem for medlemsdemokratiet, da forsamlingen er Overenskomstforeningens centrale fælles organ, som bestyrelsen bl.a. henter sit mandat fra.

Sektorforsamlingen besluttede derfor i november 2008 at nedsætte et udvalg under bestyrelsen, der skulle se nærmere på Sektorforsamlingens sammensætning mv. 

De er nu kommet med deres betænkning med indstillinger til forslag til vedtægtsændringer – lige fra navneændring til ændring af valgperiode, antallet af delegerede og valgprocedure.

Et enigt udvalg anbefaler
Udvalgets grundlæggende holdning er, at Sektorforsamlingen skal fremstå som en tydelig del af den politiske Djøf-familie og være et åbent og aktivt organ for overenskomstforeningens medlemmer.

Der er behov for et repræsentativt og transparent politisk system med henblik på at opnå en væsentligt stærkere sammenhængskraft i politikudviklingen i foreningen.

Nyt navn og ændret valgperiode
Udvalget anbefaler, at Sektorforsamlingen skifter navn til Overenskomstforeningens repræsentantskab, så det bliver mere sigende for forsamlingen og samtidig passer ind i den øvrige Djøf-families terminologi.

Samtidig ændres valgperioden fra ét år til fremover at være to-årig for at skabe mere kontinuitet.

Færre delegerede og åbne møder
Stort set alle sektorer har i adskillelige år kun mødt frem med halvdelen af de valgte medlemmer.

Set i lyset af det meget sparsomme fremmøde, foreslår udvalget, at forsamlingens størrelse begrænses, så medlemmerne af forsamlingen samtidig er valgt som Overenskomstforeningens medlemmer af Djøfs samlede repræsentantskab.

En kraftig reduktion af antallet af delegerede til Sektorforsamlingen er mulig og medfører ikke, at Overenskomstforeningens medlemmer får en mindre indflydelse på foreningens aktiviteter.

Et antal på 70 delegerede vil efter udvalgets mening give mulighed for en tilstrækkelig repræsentation af de enkelte sektorer.

Samtidig fastholdes møderne som åbne møder, hvor alle medlemmer har taleret.

Ny og ensartet valgmodel
Det er tid til en ny og ensartet valgmodel, der gælder alle sektorer.

For udvalget er det vigtigt, at den valgmodel, der vælges, sikrer en forholdsmæssig repræsentation af delegerede fra sektorerne på Sektorforsamlingen.

For at opnå ensartethed finder udvalget det mest hensigtsmæssig, hvis valget bliver afholdt på et møde/TR-konference hvert andet år.

Valgene skal fortsat ske sektorvis og efter en procedure, som vælges af det enkelte sektorudvalg.

Modellen vil efter udvalgets vurdering bedst muligt sikre de enkelte arbejdspladser og deres tillidsrepræsentanter repræsentativitet i valgprocessen.

Hvad er næste skridt?
Efter endt høring i de respektive Sektorudvalg har bestyrelsen truffet beslutning om, hvordan og i hvilket omfang, der skal gås videre med udvalgets forslag.

Disse forslag vil også være til drøftelse på sektorforsamlingsmødet den 18. november 2010.

Men efter mange års debat om Sektorforsamlingens valgområder og størrelse, hvor der ikke har vist sig at være nogen nem og oplagt løsning lige for, ser det måske alligevel ud til, at udvalget ved at foretage en helhedsvurdering af Sektorforsamlingen er tættere på en løsning end nogen sinde.

Kom og deltag i debatten den 18. november 2010 – sæt kryds i kalenderen.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op