Det er vigtigt, at man som offentligt ansat opretholder sine rettigheder som borger til at ytre sig og dermed til at deltage i den levende debat om samfundets forhold.

Men det er ligeså vigtigt for alle øvrige borgere, at de får adgang til den information og viden, som de offentligt ansatte har forudsætninger for at have en professionelt begrundet indsigt i.

Offentligt ansatte ytrer sig meget om de fagområder, de har en særlig baggrund for at vide noget om. Og de ytrer sig betydeligt mere om deres arbejdsforhold, end privat ansatte sædvanligvis gør.

Det hænger sammen med, at de offentlige fagområder og arbejdsforhold er alle øvrige borgeres oplevelse af deres samfund og af de opgaver og ydelser, der stilles til rådighed fra fællesskabet.

Djøferne "elsker" at holde kæft
Dette forhold er imidlertid ikke til at overføre på de offentligt ansatte djøfere. De er langt mere tilbageholdende med at ytre sig, for de føler - med rette - at der også er væsentlige hensyn at varetage i forhold til opfyldelse af den stilling, de har. Der skal således foretages en afvejning hver eneste gang, man som djøfer måtte overveje at udtale sig offentligt om noget, man virkelig har forstand på - om sit professionelle arbejdsområde og vilkårene for at arbejde på området.

Denne afvejning fører meget ofte til, at hensynet til arbejdsgiveren og arbejdsopgaven vinder over den eksterne ytring. Eller udtrykt lidt mere bramfrit, som højesteretsdommer Jens Peter Christensen i sin tid som lektor ved Aarhus Universitet valgte at udtrykke det: Djøfere elsker at holde kæft.

Er det sundt? Ja, det er det utvivlsomt for den enkelte, for det har altid konsekvenser at udtale sig. Nogle mere ubehagelige end andre. Men for samfundet - alle andre borgere - er det ikke sundt, at de mennesker, der har den største indsigt, ikke formidler denne til offentligheden.

Skal djøferne så bare til at snakke løs? Nej, det vil ikke være et godt råd. Der er selvfølgelig en del situationer, navnlig for de medarbejdere, der sidder tæt på de politiske beslutningstagere, hvor det ikke vil være foreneligt med arbejdet, om man fortalte vidt og bredt om sin viden. Her skal man selvfølgelig tie.

I de fleste situationer burde det dog være helt acceptabelt at fortælle om sin viden, men her mindsker frygten for urimelige repressalier lysten til at bidrage med god information og viden.

Her kan Djøf heller ikke råde den enkelte til altid at tage chancen. For Djøf kan jo reelt ikke hjælpe afgørende, når konsekvenserne måtte vise sig.

Djøf kan gøre to ting. Dels skal vi diskutere behovet for, at offentligt ansatte - også djøferne - ytrer sig af hensyn til kvaliteten af den offentlige debat og dermed af de beslutninger, der følger heraf. Dette skal diskuteres åbent med de politiske beslutningstagere og med lederne af de forskellige forvaltninger og institutioner. De har et ansvar for at sikre mere åbenhed og indsigt gennem bl.a. at have en klar og konsekvent holdning til medarbejdernes ytringsfrihed.

Dels skal Djøf sikre, at der er en god intern ytringsfrihed. Det er en stor styrke for løsningen af en arbejdsopgave i det offentlige, at vurderinger, bekymringer og forslag til forbedringer kan komme åbent frem til diskussion og afklaring i samtaler mellem medarbejderne og mellem medarbejderne og ledelsen.

Dette vil kunne bidrage til, at de demokratiske beslutninger forberedes optimalt og føres ud i livet på en kvalitetsfuld måde, samtidigt med at borgerne får den fornødne indsigt i såvel beslutninger som udførelse.

I bestyrelsen har der været en stor interesse for at sætte dette væsentlige emne højt på dagsordenen. Det vil der også være i de kommende år, for det er et emne, der påvirker både kvaliteten af vores arbejde og de vilkår, arbejdet udføres under. Bestyrelsen vil således sætte emnet i spil i den tænketank om samfundsansvar, som Djøf etablerer i efteråret 2010.