Hvordan kommer jeg videre?

13.12.2010

Et stigende antal medlemmer oplever at blive fyret i disse år. Mange spørger derfor: "Hvordan kommunikerer jeg om min fyring - når jeg står over for en ny fremtiden arbejdsgiver?"


Af Frederik Iuel

Det at skulle redegøre for en fyring, kan du ikke helt udelukke, når du søger job. Du ved ikke på forhånd, om der bliver spurgt ind til det. Så det en god idé at forberede sig på det, uanset hvad. Hvordan du fortæller din historie, afhænger af mange ting - din situation, omstændighederne omkring din fyring, det job du søger osv.

Her er nogle få tips til, hvordan du kan gribe det an:

1. Klar til at tage fat 

Overordnet set så handler det om, at du fremstår, som en der er klar til at tage fat, og som en der kan vende situationen til noget værdifuldt.

2. Gør det kort

Forklar kortfattet, nøgternt og ærligt, hvorfor du blev fyret. Tag fx udgangspunkt i den begrundelse, som du fik fra din arbejdsgiver.

3. Fokusér på læring og værdi

Fortæl derefter, hvad du har lært af fyringen. Omsæt det til kompetencer, som den kommende arbejdsgiver efterspørger - tal om det på en måde, der er værdifuld for din kommende arbejdsgiver. Fx ”jeg er blevet bedre til at forventningsafstemme...”

4. Hold dig på din egen banehalvdel

Hvis ikke du er enig i den begrundelse (eller dele af den), du har fået ifht. fyringen, så giv kort udtryk for det, og uddyb, kortfattet, hvorfor du er uenig. Hold dig på din egen “banehalvdel”, når du fortæller. Undgå at udfolde dine antagelser om, hvorfor din tidligere arbejdsgiver brød samarbejdet.     

5. Vær loyal

Sørg for, at du omtaler din tidligere arbejdsgiver – organisationen, kollegaerne og dine chefer for det gode, og for de forhold, der har givet dig noget værdifuldt. Tag fx udgangspunkt i alt det, der i sin tid bragte dig til jobbet – fx de spændende opgaver, produkterne, kulturen, chefen, kollegaerne osv.

6. Afklar dine referencer

Har du mulighed for det, så opsøg evt. afklaring med din tidligere arbejdsgiver. Undersøg om du kan bruge din tidl. chef eller dennes chef som reference. Og find ud af, hvad vedkommende evt. vil sige om dig – for det du er god til og også i forhold til, hvor du kan udvikle dig.        

Øv dig og brug gerne Djøf

Træn din historie. Skriv den ned. Øv den med en ven. Eller fortæl den til en tidl. kollega. Vær nysgerrig og få feedback.

Og brug meget gerne Djøfs karriererådgivning. Her kan du få råd, inspiration og idéer. Kontakt vores Rådgivningscenter via telefon, mail eller chat. Eller tag fat i Djøfs Karriere- og Kompetencecenter, hvis du har brug for en personlig samtale. 

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op