Hvis du er handicappet, findes der i dag forskellige ordninger, der forbedrer mulighederne for at blive fastholdt i arbejde eller i at få et job. Ordningerne beskrives i bekendtgørelse om kompensation til handicappede.
Reglerne har til formål at ligestille handicappede med personer uden et handicap.
Fortrinsret
Hvis to eksterne ansøgere er lige kvalificerede til et job hos en offentlig arbejdsgiver, er arbejdsgiveren forpligtet til at vælge den handicappede person.
Arbejdsformidlingen afgør om den handicappede har svært ved at få et arbejde på almindelige vilkår. Hvis Arbejdsformidlingen har fået kendskab til en stilling og skønner, at den handicappede kan bestride stillingen, skal Arbejdsformidlingen rette henvendelse til den pågældende arbejdsgiver. Arbejdsgiveren er herefter forpligtet til at indkalde den handicappede til samtale, inden stillingen bliver besat.
Tilsvarende fortrinsret gælder, hvis ansøgeren selv retter henvendelse til arbejdsgiveren.
Hvis arbejdsgiveren vælger ikke at tilbyde den handicappede stillingen, kan stillingen ikke besættes, før arbejdsgiveren skriftligt har begrundet overfor Arbejdsformidlingen, hvorfor ansøgeren ikke ønskes ansat. Endvidere skal arbejdsgiveren og Arbejdsformidlingen have forhandlet om, hvorvidt ansøgeren på trods af arbejdsgiverens begrundelse alligevel skal ansættes i stillingen.
Personlig assistance
Handicappede personer kan søge om tilskud til personlig assistance.
Tilskuddet til personlig assistance ydes til den pågældende virksomhed og kan maksimalt udgøre tilskud op til 20 timer pr. uge ved 37 timers arbejdsuge. Den personlige assistance skal bistå den handicappede med praktiske arbejdsfunktioner, som den handicappede grundet sit handicap ikke selv kan udføre.
Forud for påbegyndelsen af et ansættelsesforhold kan en ledig handicappet få tilskud til personlig assistance i forbindelse med efteruddannelse. Der kan i visse tilfælde ydes tilskud op til fuld tid i forbindelse med efteruddannelse.
Løntilskud
Handicappede har en særlig isbryderordning.
Ud over mulighederne for at søge tilskud til personlig assistance kan der nemlig ydes løntilskud i op til 6 måneder ved ansættelse af nyuddannede handicappede personer.
Arbejdsgiveren kan få udbetalt 50% af den nyuddannedes bruttoløn, dog maksimalt 11.000 kr. pr. måned.
Hvis du vil vide mere om ordningerne, kan du klikke ind på linket nederst på siden.