Ved OK02 blev der indført en helt ny mulighed for, at man i de enkelte amter og kommuner indgår aftaler, der erstatter en række af de generelt fastsatte bestemmelser i MED-systemet eller i Tillidsrepræsentantaftalen. De nye lokale aftaler kan bla. indeholde vilkår om tillidsrepræsentanters løn, tid, fysiske vilkår, antal eller budget- og normeringsmæssige forhold.
Hvad kan aftales
De fleste bestemmelser om TR kan nu fraviges, så de bedre passer til de vilkår, som din arbejdsplads arbejder under.
Det er f.eks. muligt at aftale ændrede regler for, hvem der er valgbare som TR eller hvor stor personalegruppen skal være for, at man kan vælge en TR.
Ufravigelige krav
Der er kun få begrænsninger i mulighederne for at fravige de centrale TR-regler.
De væsentligste undtagelser er TR-beskyttelsen i forbindelse med afsked, anmeldelse af TR og TRs grundlæggende rettigheder og pligter.
Vejledning fra KTO
KTO har udarbejdet en vejledning om de nye aftalemuligheder.
I vejledningen kan man bla. læse nærmere om, hvad der kan aftales samt finde en tjekliste til brug for overvejelserne forud for forhandlingerne. Vejledningen kan findes på KTOs hjemmeside. Linket ses nederst på siden.
Djøf anbefaler, at man benytter den nye mulighed for at aftale lokale TR-regler i amter og kommuner. I den forbindelse bør man være særlig opmærksom på mulighederne for at aftale funktionstillæg for TR-hvervet.