På en arbejdsplads var man begyndt at ansætte en del af medarbejderne midlertidigt for en 3-årig periode typisk med mulighed for forlængelse i et år.

Djøf anmodede arbejdsgiveren om at oplyse, om stillingerne var midlertidige, fordi der var tale om løsning af arbejdsopgaver, som ville bortfalde eller afsluttes ved ansættelsens ophør, eller fordi der var tale om midlertidige bevillinger.

Da arbejdsgiveren ikke kunne angive en nærmere årsag til, at stillingerne var tidsbegrænset, gjorde Djøf gældende, at de tidsbegrænsede stillinger alene var oprettet for at omgå Funktionærlovens regler om opsigelse og derved var i strid med Funktionærloven og konsekvensen heraf var, at de ansatte i stillingerne måtte betragtes som fastansatte.

I første omgang tilkendegav arbejdsgiveren at ville følge Djøfs synspunkt for fremtiden, men ikke i forhold til de allerede ansatte.

Djøf fastholdt imidlertid synspunktet om omgåelse og tog forbehold for at køre sag for de personer, der var ansat i de midlertidige stillinger. Efter et møde i sagen oplyste arbejdsgiveren efterfølgende, at man nu havde givet besked til de midlertidigt ansatte om, at de var fastansatte.  

Djøfs synspunkt blev altså taget til efterretning.