KÆRE Djøf
På vores arbejdsplads har ledelsen besluttet, at nogle af de særlige feriedage skal placeres på faste tidspunkter.
En særlig feriedag skal placeres på den indeklemte fredag efter Kristi himmelfartsdag og minimum 2 dage skal placeres mellem jul og nytår.
Kan ledelsen virkelig bestemme, hvornår vi skal afholde vores særlige feriedage?
Med venlig hilsen
en "klemt" TR
KÆRE TILLIDSREPRÆSETANT
På både statens og på det (amts)-kommunale område er de særlige feriedage indeholdt i hhv. den statslige og den kommunale ferieaftale.
Der findes ikke hjemmel i aftalerne til, at en arbejdsgiver kan beslutte, hvornår dine særlige feriedage skal afholdes.
Tværtimod fremgår det af både den statslige og den (amts)kommunale ferieaftale, at afviklingen af dagene sker i overensstemmelse med den ansattes ønsker, med mindre arbejdets udførelse hindrer dette.
Du bestemmer altså selv, hvornår dine særlige feriedage skal afholdes og om du vil afvikle dagene som hele eller halve dage.
Dagene kan i stedet for afvikling udbetales kontant ved ferieårets udløb. Og det er alene dig som medarbejder, der beslutter, hvorvidt dagene skal afvikles eller udbetales kontant.
Så derfor er svaret på dit spørgsmål: Nej, ledelsen kan ikke pålægge jer at afholde jeres særlige feriedage på faste dage.
For en god ordens skyld kan samarbejdsudvalget heller ikke beslutte, hvornår og hvordan dagene skal afvikles. Det er jeres helt eget valg.
Dog skal det siges, at såfremt jeres ledelse ønsker at holde lukket på f.eks. den indeklemte fredag efter Kristi himmelfartsdag, kan de beslutte, at I skal bruge en almindelig feriedag i stedet. Det skal så varsles overfor jer senest 1 måned før.
Med venlig hilsen
Nicolai Robinson