Den manglende underskrivelse af den nye statsoverenskomst betyder nu, at enkelte forbedringer bliver forsinket. Alle forbedringer vil dog blive givet med tilbagevirkende kraft
Ved overenskomst 2002 i staten blev der aftalt en række forbedringer af basislønnen, dvs. skalaen på nyt lønsystem. Der blev aftalt forbedringer på trin 4, 5 og 6 og fjernelse af trin 7.
Og der er netop indgået aftale om forbedringer af rådighedstillægskalaen (se sidste nummer af TillidsPosten).
Begge ændringer er trådt i kraft den 1. april 2003.
Du og dine kolleger vil dog måske ikke kunne finde disse forbedringer på jeres lønseddel med lønnen for april 2003.
Det skyldes, at selve overenskomsten fortsat ikke er underskrevet. Der udestår nogle få "knaster", som fortsat er til forhandling.
Disse "knaster" vedrører dog ikke de ovenfor nævnte forbedringer.
Det betyder, at forbedringerne først vil blive gennemført og udbetalt, når overenskomsten er endeligt underskrevet.
Og så vil alle naturligvis få forbedringerne med tilbagevirkende kraft.