Ved OK02 blev det aftalt, at ph.d.-stipendiater fremover skulle ansættes efter AC-overenskomsten.
Efter længere tids forhandlinger mellem Personalestyrelsen, Djøf og de øvrige AC-organisationer om rammerne for overenskomstdækning for de knap 2100 ph.d.-stipendiater nåede parterne ultimo marts endelig til et resultat på området.
Alle på overenskomst fra den 1. april 2003
Resultatet betyder, at alle ph.d.-stipendiater ansættes på AC-overenskomsten fra 1. april 2003.
De 16 mio.kr., som der blev afsat ved OK02 til finansiering af projektet, blev i løbet af forhandlingerne forhøjet til 18,1 mio.kr. Finansieringen rakte dog i første omgang ikke til at sikre fuld dækning på samtlige over-enskomstvilkår.
Resultatet giver dog generelle lønforbedringer til samtlige ph.d.-stipendiater. Konkret betyder resultatet:
- at alle lønnede ph.d.-stipendiater omfattes af overenskomsten, dvs. både de der allerede er indskrevet, og de der ansættes efter 1. april 2003,
- at ph.d.-stipendiaterne indplaceres på baggrund af uddannelse og i forhold til anciennitet i AC-overenskomstens basisforløb, dog højest på basisløntrin 5,
- at der ydes et ikke-pensionsgivende tillæg på hhv. 25.524 kr. på trin 3 og 8.508 kr. på trin 4. Det sikrer, at ingen ph.d.-stipendiater går ned i løn i forbindelse med overgangen. Det betyder lønstigning for ph.d.-stipendiater på trin 5 på over 1.000 kr. om måneden. Over halvdelen af ph.d.-stipendiaterne får glæde af denne forbedring. Ph.d.-stipendiater på trin 4 får 3.041 kr. om året og ph.d.-stipendiater på trin 3 får 884 kr. mere om året,
- at eventuelle lokalt aftalte tillæg ydet efter § 4 i aftale om lønnede ph.d.-stipendiater reduceres med den lønfremgang, der opnås ved overgangen til AC-overenskomsten. Der kan dog fortsat indgås aftaler om lokale tillæg til ph.d.-stipendiater efter ny løn,
- at 80% af basislønnen som hidtil er pensionsgivende. Dog foretages der en pensionsforhøjelse fra 16,6% til 16,8%.
Samtidig har parterne aftalt at nedsætte en fælles arbejdsgruppe, som skal undersøge muligheder for en yderligere løn- og pensionsmæssig tilpasning til AC-overenskomsten og alternative tillægsmodeller. Der er altså tilrettelagt et perspektiv til OK05. Da forhandlingerne mellem parterne har trukket ud, går der forment-lig et par måneder, før samtlige ph.d.-stipendiater er overført til AC-overenskomsten. Overførslen til AC-overenskomsten sker naturligvis med tilbagevirkende kraft regnet fra 1. april 2003. Har du spørgsmål til reformen så kontakt sekretariatet for nærmere oplysninger.