Den seneste melding fra AC lyder, at statsoverenskomsten forventes underskrevet inden udgangen af august måned.
Det vil betyde, at de knapt 11.000 statsansatte Djøfere - med halvandet års forsinkelse - kan se frem til at få de forbedringer på statsoverenskomsten, der blev aftalt i januar 2002.
Allerede i januar 2002 lå forhandlingsresultatet klar - i god tid før den gamle overenskomst udløb godt 3 måneder senere.
Desværre viste det sig efterfølgende, at der ikke var fuld enighed om, hvad der egentlig blev aftalt ved forhandlingsbordet.
Særligt var der uenighed om hvilke og hvor mange centralt aftalte tillæg, der med resultatet blev gjort fuldt pensionsgivende.
Disse uenigheder og en tung papirgang mellem parterne betyder, at vi godt halvandet år efter den officielle afslutning af forhandlingerne fortsat står uden en ny overenskomst.
Forsinkelsen af overenskomsten betyder bla., at en del forbedringer endnu ikke er slået igennem på lønsedlen.
Og det selv om de skulle være trådt i kraft den 1. april 2003.
Det drejer sig særligt om for-bedringerne af trin 4, 5 og 6 samt afskaffelsen af trin 7 på det nye lønsystem. Og om de økonomiske forbedringer af rådighedstillægget på nyt lønsystem. Disse forbedringer vil blive udbetalt med tilbagevirkende kraft, når overenskomsten er underskrevet.