Ret til ferie
Efter ferielovens bestemmelser har du ret til 5 ugers ferie om året. De 5 uger kan opdeles i hovedferien (3 uger) og restferien (2 uger). Hovedferien skal afholdes i perioden 1. maj til 30. september, og du har ret til at afholde de 3 uger i sammenhæng. Dette kan fraviges, men kun ved en fælles aftale medarbejderen og arbejdsgiveren imellem.
Ret til betalt ferie
Ret til betalt ferie kræver, at du har optjent ret til ferie med løn. Du optjener ret til ferie med løn i optjeningsåret. Optjeningsåret er det kalenderår (1. januar - 31. december), der går forud for ferieåret, der løber fra 1. maj - 30. april. Der optjenes 2,08 feriedage med løn pr. måned. Alternativt kan feriepengene udbetales via feriekonto i forbindelse med ferieafholdelse, hvilket f.eks. er relevant, hvis du skifter arbejdsplads.
Placering og varsler
Med hensyn til placering af ferien skal du og din arbejdsgiver forhandle om, hvornår ferien skal afholdes. Arbejdsgiveren skal som udgangspunkt efterkomme dine ønsker, med mindre driftsmæssige hensyn forhindrer opfyldelse af disse ønsker.
Arbejdsgiveren skal varsle afholdelse af ferie overfor dig.
Der gælder et minimumsvarsel på 3 måneder, før hovedferien påbegyndes, og et minimumsvarsel på 1 måned før restferien påbegyndes.
Ferieoptjening under barsel m.v.
Under barsel-, forældre- og børnepasningsorlov optjener du kun ret til betalt ferie, så længe der udbetales fuld eller delvis løn under fraværet.
For statsansatte gælder der den særlige regel, at du derudover optjener ret til betalt ferie de første 6 måneder af en orlov, hvor der ikke betales løn (f.eks. under den dagspengedækkende periode af barselsorloven), under forudsætning af at du vender tilbage til samme tjenestested.
Sygdom under ferie
Såfremt du er syg, når ferien begynder, har du ikke pligt til at begynde ferien, men derimod ret til at udskyde den (ret til erstatningsferie). Tager du ferie fra en mandag, regnes ferien ikke for påbegyndt før den pågældende mandag.
Hvis du f.eks. bliver syg lørdag eller søndag, inden ferien påbegyndes, har du ret til erstatningsferie.
Bliver du derimod syg under ferien, er det din egen risiko, med mindre arbejdsgiveren skønner, at særlige grunde taler for at suspendere ferien.
Ret til ferie udover de 5 uger
Efter ferieloven har du ikke ret til mere end 5 ugers ferie om året. Det kan aftales enten individuelt eller kollektivt, at der optjenes ret til enten selvbetalt eller betalt ferie udover de nævnte 5 uger. En sådan kollektiv aftale om yderligere ferie er f.eks. indgået på det kommunale og det statslige område (de såkaldte "særlige feriedage").
Nye regler om udbetaling af uhævede feriepenge
Ændringerne i ferieloven betyder bl.a., at du får lettere ved at få udbetalt de feriepenge, der endnu ikke er udbetalt inden ferieårets udløb (de såkaldt uhævede feriepenge).
De nye regler gælder for feriepenge fra optjeningsåret 2002, der bliver forældet, hvis ikke de er udbetalt senest den 30. april 2004. Forældede feriepenge fra optjeningsåret 2002, kan ikke udbetales før den 1. maj 2004.
- Uhævede feriepenge under 1.500 kr.
Hvis beløbet udgør under 1.500 kr. bliver de automatisk udbetalt, idet arbejdsgiver
/feriekortadministrator eller feriekonto under visse betingelser skal udbetale beløbet til dig inden den 15. juni 2004.
- Uhævede feriepenge i øvrigt efter de nye regler
Ved at indsende en blanket til den, der skal udbetale feriepengene, kan du få beløbet udbetalt, uden at din arbejdsgiver skal attestere dit feriebevis.
Dette kan lade sig gøre i 3 situationer:
-
Hvis beløbet udgør højst 3.000 kr. efter fradrag af skat m.v., kan du søge om at få beløbet udbetalt, hvis beløbet vedrører ferie, som er afholdt i ferieåret.
-
Hvis beløbet vedrører ferie, som stammer fra den 5. ferieuge, kan du søge om at få beløbet udbetalt uanset beløbets størrelse.
-
Hvis beløbet vedrører ferie, som stammer fra et ansættelsesforhold, der er ophørt senest ved ferieårets udløb, kan du søge om at få beløbet udbetalt uanset beløbets størrelse.
For så vidt angår ferie fra optjeningsåret 2002, skal blanketten indsendes senest den 30. september 2004. Overholdes fristen ikke, kan der ikke opnås ret efter disse regler.
Uhævede feriepenge efter ferielovens almindelige regler
Hvis ferien er afholdt i ferieåret, og du dokumenterer dette, kan de uhævede feriepenge fortsat kræves udbetalt uanset beløbets størrelse. Det kræver dog, at arbejdsgiveren skal attestere feriekortet eller feriekontobeviset.
På adressen FerieKonto (link nederst på siden) kan du checke, om du har feriepenge til gode, der skulle have været udbetalt.
Yderligere information om ferie findes på Djøfs hjemmeside (link nederst på siden) eller på Arbejdsdirektoratets hjemmeside (link nederst på siden), hvor du også kan finde blanketten til at få udbetalt evt. uhævede feriepenge.
Du er også altid velkommen til at kontakte din konsulent i Djøf.