Forlig: Udligningstillæg

Af: Lars Brittain

02.11.2004

Forliget slår fast, at der ikke kan ske modregning i udligningstillæg af centralt aftalte basislønstigninger, funktions- eller kvalifikationstillæg.


Baggrund for sagen
I forbindelse med indførelsen af Ny Løn aftalte man et udligningstillæg for ansatte, der befandt sig på sluttrin på den gamle lønskala og efterfølgende skiftede til basislønforløbet (Ny Løn). Dette udligningstillæg har i foråret været genstand for en voldgiftssag anlagt af AC i samarbejde med Bibliotekarforbundet mod KL.

Kort fortalt udsprang voldgiftssagen af en uenighed omkring, hvorvidt de årlige forbedringer på basislønforløbets skalatrin kunne modregnes i udligningstillæggene. KL havde rejst sagen efter forespørgsel fra en række kommuner og mente, at der var mulighed for denne modregning.

AC, fastholdt, at en modregning var i strid med overenskomsten og de basislønforhøjelser, der var aftalt ved OK02.

Forligets konsekvenser
Med indgåelsen af forliget slås det fast, at der ikke kan ske modregninger i udligningstillæg af centralt aftalte skalalønforbedringer og centralt aftalte funktions- og kvalifikationstillæg, og at der kun kan ske modregning i udligningstillæg af decentrale funktions- og kvalifikationstillæg, hvis der er truffet aftaler om det lokalt.

Som tillidsrepræsentant betyder forliget, at man skal være ekstra opmærksom på de tillægsaftaler, der forhandles på vegne af medlemmer med udligningstillæg som følge af en overgang fra gammel til Ny Løn.

Når man som tillidsrepræsentant blive stillet overfor lønforslag fra arbejdsgiver, der tilbyder at erstatte udligningstillæggene med enten funktions- eller kvalifikationstillæg, skal man derfor lægge mærke til, om der i aftalen indgår en klausul om, at disse nye tillæg modregnes af fremtidige skalalønstigninger.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op