Et længe ventet initiativ
Djøf hilser initiativet velkommen.
De offentligt ansatte benytter nemlig ikke den vidtstrakte ytringsfrihed, der allerede gælder. Der hersker en stiltiende kultur om, at embedsmænd holder lav profil i den offentlige debat. Derfor får Djøf stort set heller ingen henvendelser fra medlemmer, som føler sig ramt på ytringsfriheden eller er løbet ind i problemer. For det gør man jo ikke, når man ikke bruger den.
Udvalgsarbejdet og den politiske debat, som følger efter, vil forhåbentlig bidrage til at ændre kulturen. Djøf mener, at offentligt ansattes deltagelse i den offentlige debat er værdifuld og bør fremmes. Mange offentligt ansatte djøfere opbygger en omfattende viden om det emneområde, som de er ansat til at tage sig af. Den information, offentligt ansatte djøfere kan bidrage med, er vigtig i et demokrati. Det vil berige debatten, hvis de, der kender den offentlige sektor og har et særligt sagkundskab, deltager i debatten.
Allerede i 1993 tilkendegav Djøfs faglig etiske arbejdsgruppe i sin betænkning, at der er behov for såvel bedre information om offentligt ansattes ret til at ytre sig som en styrkelse af den ansættelsesretlige stilling i samme forbindelse.
Folketingsforslag om større ytringsfrihed
Inspireret af bla. Farumsagen har SF fremsat beslutningsforslag i Folketinget. SF opfordrer regeringen til at indføre en meddele-ret for offentligt ansatte i tilfælde af uredelighed og åbenbart misbrug af offentlige midler.
Regeringen blev også opfordret til at indføre klarere regler om offentligt ansattes ytringsfrihed. Regler som sikrer, at de ansatte kan tage del i den offentlige debat og at de kan ytre sig om forsømmeligheder uden at risikere afskedigelse eller andre sanktioner.
På den baggrund har Justitsministeren nu nedsat et udvalg, som skal kulegrave offentligt ansattes ytringsfrihed.
Udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og meddele-ret
Professor dr.jur. Jens Peter Christensen er udpeget som formand for udvalget, der desuden består af tre universitetsfolk og en repræsentant fra henholdsvis Danmarks Journalistforbund, Danske Mediers Forum, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, FTF, LO, AC, Folketingets Ombudsmand, Stats-, Finans- og Justitsministeriet.
Djøfs tidligere formand Sine Sunesen, der i dag er AC-formand, er indstillet som repræsentant for AC.
Udvalgets kommissorium
Udvalget skal beskrive gældende ret og belyse, om det kan have karrieremæssige konsekvenser at benytte ytringsfriheden. På den baggrund skal udvalget vurdere, om der er behov for nye regler og andre initiativer med henblik på at fremme offentligt ansattes deltagelse i den offentlige debat.
Udvalget skal også vurdere, om der er behov for en meddele-ret - en såkaldt whistleblower-lov - der giver de offentligt ansatte mulighed for at give pressen eller andre eksterne parter oplysninger om ulovlig forvaltning eller anden uredelighed uden at risikere sanktioner.