Der har været gennemført en undersøgelse på forsknings- og universitetsområdet (UFO-området), som skulle kaste lys over, hvordan det nye lønsystem fungerer på UFO-området.
Undersøgelsen viser, at der er utrolig stor forskel på, hvordan de enkelte UFO-arbejdspladser anvender ny løn.
Undersøgelsen viser også, at noget af det afgørende for at det nye lønsystem fungerer optimalt er, at der er en god kommunikation mellem ledelse, tillidsrepræsentanter og medarbejdere. Det kan f.eks. være kommunikation omkring processen, de lokale spilleregler, kriterier for tillæg og åbenhed omkring tildeling af tillæg.
Derfor er det vigtigt, at arbejdspladserne sørger for at få udformet lokale lønpolitikker, hvor der er taget højde for kriterier, spilleregler for forhandling, hvem forhandler, kriterier for tillæg osv.
Hvis I på din arbejdsplads er i gang med at udarbejde en lønpolitik, er det en god ide at lade din konsulent i Djøf læse politikken igennem, inden TR skriver under på lønpolitikken.
Vil du læse mere om undersøgelsen om ny løn på UFO-området, så klik på linket i boksen til højre.