Overenskomstresultatet i stat, amter og kommuner har været sendt til afstemning blandt Overenskomstforeningens medlemmer og 82 procent af medlemmerne fulgte bestyrelsens og sektorforsamlingens indstilling om at stemme Ja.
Som formand for Overenskomstforeningen i Djøf vil jeg gerne have lov til at sige tillidsrepræsentanterne tak for det udførte arbejde med at hive et så komfortabelt ja hjem.
Men samtidig forpligter en sådan opbakning til fortsat at arbejde for de bedst mulige vilkår for alle medlemmer.
Ikke alle, der er omfattet af det nye overenskomstresultat, har været lige heldige. På statens område lykkedes det desværre ikke at holde pusten for special- og chefkonsulenterne samt erhvervsskolelærerne.
For konsulenterne arbejdede AC og Djøf meget intenst under forhandlingerne med Finansministeriet for at få garanteret honorering af det store merarbejde, som mange konsulenter leverer.
For erhvervsskolelærerne forhandlede AC og Djøf for at få en mere retfærdig arbejdstid, hvor skolerne ikke skal have automatisk adgang til konstant reduktion i tiden til forberedelse af undervisningen.
Så selv om overenskomstresultatet er stemt hjem, så er arbejdet ikke slut.
I juni måned holder Overenskomstforeningens bestyrelse et seminar, hvor forløbet og resultatet af overenskomstforhandlingerne skal evalueres. I lyset heraf skal vi allerede nu begynde at udtænke, hvordan kursen skal lægges til forhandlingerne om 2½ år, så vi kan sikre de bedst mulige resultater for alle - også konsulenterne i staten og erhvervsskolelærerne.
Samtidig vil Djøfs sekretariat skærpe rådgivningen af medlemmerne indenfor de to områder.
Fuldmægtige, der bliver tilbudt en konsulentstilling i staten, skal vide, at de ikke er garanteret merarbejdsbetaling, hvilket kan betyde, at selv om de går op i løn, så bliver deres timeløn måske mindre, hvis de har været vant til merarbejdsbetaling efter overenskomstens regler for fuldmægtige.
Undervisningsministeriet må også forberede sig på, at flere sager om sammenbrudte forhandlinger på erhvervsskolerne om principper for tid til forberedelse af undervisningen vil blive anket ind af Djøf og GL. Det nuværende system bliver ikke oplevet som retfærdigt af lærerne. Skolerne diskuterer ikke længere pædagogiske principper, men lader skolens økonomi bestemme.
Ja'et er i hus, men masser af arbejde venter for Djøf. Det gælder både bestyrelse, tillidsrepræsentanter og sekretariatet.