FLERE DETALJER TILKOMMUNALUDVALGET
For tiden har Djøf travlt med at lave beregninger og finde detaljerede oplysninger frem om jobgaranti, retssikkerhed og personalevilkår i forbindelse med strukturreformen. Den 21. april havde vi nemlig foretræde for Folketingets Kommunaludvalg og udvalget viste interesse for vores pointer og bad om at få flere oplysninger.
Ved redaktionens slutning var vi derfor i gang ved regnemaskinerne, så udvalget kan få nyt input, inden lovforslagene om strukturreformen skal justeres og forbedres, før Folketinget får dem til andenbehandling.
Du kan læse mere om foretrædet og se de papirer, vi havde sendt til udvalget før mødet ved at klikke på linket Strukturreform i højre side.
JOB 1. JANUAR 2007, TAK
Den 25. april holdt vi under temaet 'Fair play' en høring på Christiansborg sammen med FOA og HK/Kommunal, hvor bla. jobgarantien var på dagsordenen.
Det er Djøfs holdning, at alle offentligt ansatte, der berøres af strukturreformen, skal have sikkerhed for, at de har job 1. januar 2007 - vi arbejder med andre ord for, at regeringen i lovgivningen skal give en jobgaranti.
For perioden efter 1. januar 2007 skal jobgarantien afspejle og tilpasses de konkrete lokale forhold i kommuner og regioner og på de statslige arbejdspladser. Det mener Djøf skal ske ved, at de offentlige arbejdsgivere i lovgivningen forpligtes til at indgå lokale tryghedsaftaler med de forhandlingsberettigede organisationer. Aftalerne skal forhandles lokalt.
Naturlige elementer i en lokal tryghedsaftale er:
-
Jobgaranti
-
Frivillighedsprincip - eventuelle personaletilpasninger og/eller anvendelse af interimledelse og -funktion skal ske ad frivillighedens vej
-
Personaletilpasninger, herunder anvendelse af naturlig afgang, frivillig fratræden og senioraftaler
-
Kompetenceudvikling ifm. jobskifte og/eller ændring af jobfunktion
-
Overgangsorganisation, dvs. anvendelse af interimledelse og -funktion
Se en redigeret version af høringen ved at klikke på linket i højre side.
HAR DU SPØRGSMÅL TIL REFORMEN
Mange af de konkrete spørgsmål, vi får, kredser om de samme ting. De går f.eks. på:
-
hvor meget ekstratransport man skal tåle, hvis man får nyt arbejdssted,
-
om man kan risikere at gå ned i løn,
-
om særlige aftaler, bla. om at arbejde hjemme, går i glemmebogen, hvis de aldrig har været skrevet ned.
På vores hjemmeside under Strukturreformen har vi samlet en buket typiske spørgsmål og svar, men du er naturligvis også altid velkommen til at sende eventuelle spørgsmål til reformsekretariat@djoef.dk eller ringe til Djøf Reformsekretariat på 70 10 00 25. Vi har telefontid fra kl. 9 til kl. 16.