Kend dine grænser

Af: Hanne Nørby

29.09.2005

Strukturreformen udfordrer tillidsrepræsentantens rolle. Djøfs psykolog giver her råd til, hvordan du som tillidsrepræsentant undgår at knække nakken på arbejdet


I rollen som tillidsrepræsentant skal du kunne mestre vidt forskellige krav og forventninger såvel fra dig selv som fra dine omgivelser. Du skal kunne rumme usikkerhed, vrede, bekymring fra medlemmer, som har det vanskeligt på arbejdet. Du skal have overblik og være en taktisk forhandler. Du skal være en troværdig mediator mellem ledelse og medlemmer. Du skal være strategisk og have fokus på såvel det kollektive som det individuelle.

Disse krav og forventninger til dig som TR skærpes, når omstruktureringer og/eller nedskæringer er på dagordenen - strukturreformen er et nærværende eksempel.

Omstruktureringer sætter mange følelser i gang blandt medarbejdere og ledere. Fra frustration, sorg, vrede til afmagt og resignation. Konkurrence, alliancer, positionering, reduceret psykologisk rummelighed og tolerance kan være nogle af de tegn, man ser i organisationer, der er i opbrud.

Det er TRs opgave at kunne håndtere og agere i dette ofte irrationelle felt.

Hjælperrollen
Rollen som ''hjælper'' udfordres - specielt i den individuelle kontakt. Nedenfor nogle ''råd'' og spørgsmål til overvejelse, der forhåbentlig kan bidrage til, at du som TR kommer helskindet og styrket gennem denne turbulente periode.

Lær at hjælpe andre.

Ikke ved at ''overtage'' deres problem - men støt dem i at tage vare på sig selv.

Der kan være mange dilemmaer i ''hjælper''rollen, specielt når det drejer sig om at støtte kollegaer i krise. En opgave som for mange TRere kan udfordre ens psykologiske rummelighed og hvor det netop kan være vanskeligt at sætte sine grænser.

Sæt grænser
En grænse definerer en sikker platform for begge parter, den giver konsekvens og medvirker til at skabe tillid.

Du kan sætte grænser, hvad angår tid, rum og intimitet. Dette hjælper den, der har behov for støtte og er samtidig med til at sikre, at ''hjælperen'' ikke er med til at skabe forventninger, som man ikke kan leve op til.

Den professionelle tillidsrepræsentant bør altid være på udkig efter en lejlighed til at få kriseramte kollegaer til at gøre brug af deres egne sociale netværk. Dette kan gøres direkte ved, at man hjælper den pågældende til at kortlægge sine netværk og derefter diskutere hvis støtte, man kan gøre brug af til de forskellige former for hjælp.

Selve det at udarbejde en liste over potentielle støttemuligheder, vil ofte minde folk om ressourcer, som de havde glemt alt om midt i deres krisesituation.

Hvordan tager du vare på dig selv
For at krydspresset med mange krav og forventninger ikke bliver en belastning for dig, er det vigtigt, at du reflekterer over dine personlige grænser og ressourcer.

  • Hvordan udfylder du din rolle som TR - hvad fungerer godt, hvad fungerer mindre godt
  • Hvordan bruger du dine personlige og faglige kompetencer bedst muligt
  • Hvor henter du hjælp og støtte - når presset bliver for stort
  • Hvor og hvornår giver du dig selv plads til at tvivle
  • Hvad giver rollen som TR dig
  • Hvordan mærker du, at dine grænser og ressourcer overskrides

Tid til egen refleksion, deltagelse i netværksgrupper med andre TR-kollegaer, dele ansvar og tvivl med klubbestyrelsen, sparre med Djøf kan være mulige strategier til at trives og udvikles med TR-rollen i en turbulent tid.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op