Fra slutningen af november 2005 modtager statens medarbejdere, der får løn via Statens Lønsystem (SLS), digitale lønsedler.
Det betyder, at du skal gå til en computer for at finde ud af, hvad du har fået i løn.
Finansministeriets beslutning
Beslutningen om overgang til digitale lønsedler er truffet af Finansministeriet.
Organisationerne har nikket 'ja' til ordningen under forudsætning af, at den er fuldt ud sikker i forhold til persondata, at ordningen bliver let administrerbar for den enkelte og at arbejdsgiveren finder på løsninger for de medarbejdere, som af forskellige årsager ikke har mulighed for at få adgang til en digital lønseddel.
Sikkerhed
Helt afgørende for Djøf har været, at den enkeltes persondata stadig behandles forsvarligt. En digitalisering må ikke på nogen måde gøre uberettiget adgang til lønoplysningerne lettere - hverken tilsigtet eller utilsigtet.
Det er lønsedlens oplysninger alt for personlige til!
Det har derfor været vigtigt, at der blev fundet en ordning, som indeholdt en form for digital signatur, som sikrer, at det kun er den rette medarbejder, som kan se sin lønseddel. Og at lønsedlerne ikke efterlader 'spor' eller anden form for information efter sig efter, at den er blevet læst.
Administration - flere pin-koder
Endnu en pin-kode skal føjes til listen over dankort-koder, koder til mobiltelefon, computer, netbank og alt det andet.
En digital signatur er nemlig afhængig af en personlig kode.
Finansministeriet har imidlertid ikke lukket for de øvrige log-on muligheder E-Boks som standard åbner op for. Det er således også muligt at logge på med den fælles pinkode, via sin netbank eller via ePosthuset. Og dermed evt. at genbruge andre eksisterende koder.
Adgang
Finansministeriet har klart tilkendegivet, at deres mål er en fuldstændig digitalisering af lønsedlerne.
Ministeriet vil derfor ikke åbne for, at den enkelte ansatte selv kan vælge mellem en lønseddel på papir eller en digital.
Kun i de tilfælde, hvor en ansat af den ene eller anden grund ikke har mulighed for at få adgang til en digital lønseddel er der en vis åbning hos ministeriet. Til dem anbefaler ministeriet, at arbejdsgiveren opstiller computere i f.eks. frokoststuer eller lignende, hvor lønsedlerne vil kunne hentes.
Kun helt undtagelsesvist vil en lokal arbejdsgiver kunne udskrive en medarbejders lønseddel på papir.