Gode idéer til statslige TRer

Af: Lars Qvistgaard

06.12.2005

Konference den 20. marts 2006


Sektorudvalget for statsansatte indbyder til konference med fokus på tillidsrepræsentanternes udfordrende opgaver. Tillidsrepræsentantens opgaver har de senere år udviklet sig til mere forhandling og politikformulering og på flere områder med øget fokus på individuelle krav og hensyn.   

Konferencen er bygget op om drøftelse af tillidsrepræsentanternes egen viden og erfaring kombineret med eksterne input. Der vil være oplæg fra forsker Flemming Ibsen, professor Kirsten Ketscher og formand for Overenskomstforeningen Søren Burcharth.

De vil drøfte udfordringerne mellem det kollektive og det individuelle og hvilken rolle og indflydelse tillidsrepræsentanterne har på balancen ude på arbejdspladserne og i klubberne.

For at gøre brug af vores egen store viden og erfaring vil der være workshops hvor du får mulighed for at drøfte og få inspiration om, hvordan tillidsrepræsentanter takler opgaverne på andre arbejdspladser. Det er målet, at alle deltagere kommer gennem 2 workshops og der bliver frit valg mellem temaer som eksempelvis lønpolitik, stresshåndtering og psykisk arbejdsmiljø, arbejdsliv versus privatliv, medlemmers kompetenceudvikling og mus-samtaler m.fl.

Konferencen holdes mandag den 20. marts 2006 med fagligt program fra 10.00 til 16.30 og efterfølgende middag hos Ingeniørforeningen, Kalvebod Brygge 31-33, København.

I slutningen af januar 2006 vil du modtage en personlig indbydelse med posten.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op