Djøf har det seneste år modtaget henvendelser fra flere tillidsrepræsentanter, der kunne berette om fornyet jagt på arbejdspladsens rygere. På langt de fleste offentlige arbejdspladser er muligheden for at ryge blevet indskrænket væsentligt. Kantiner og møderum er gjort røgfri og rygning er blevet henvist til eget kontor for lukket dør og åbent vindue.
Skruen er nu blevet strammet yderligere med flere tilfælde af totalt forbud mod rygning på arbejdspladsen. Ledelsen vil ikke have rygning på matriklen. Det betyder, at man ikke engang kan ryge ude foran indgangen til arbejdspladsen.
Hver gang tillidsrepræsentanterne har spurgt Djøf, om dette var i orden, har svaret været, at et sådan forbud ligger indenfor ledelsesretten. Ledelsen kan stille krav til medarbejdernes opførsel, når de er på arbejde og et rygeforbud er sagligt, da rygning er både skadeligt og generende for omgivelserne.
Det betyder dog ikke, at du som tillidsrepræsentant skal acceptere et totalt rygeforbud uden videre. Du kan stille nogle meget relevante ønsker til ledelsen.
For det første kan et totalt rygestop i arbejdstiden være meget svært for gamle, hærdede rygere. Derfor kunne det måske være anledningen til helt at holde op med at ryge.
Mange ledelser har tilbudt rygeafvænning i forbindelse med et totalt rygeforbud. Det kan du også komme på banen med, hvis ledelsen ikke selv tilbyder det på din arbejdsplads, når I bliver ramt af et totalt forbud.
For det andet kunne man rejse spørgsmålet, om der ikke burde være en glidende overgang til rygeforbudet. Der kunne i en overgangsfase indrettes en rygerum i et isoleret lokale, hvor røgen ikke kan genere andre. Samtidig bør et rygeforbud varsles lang tid i forvejen, så rygerne kan nå at indrette sig på det.