Djøfs TRer står stærkt!

Af: Nicolai Robinson

09.08.2006

Djøf har i samarbejde med forhandlingsforsker Dr. Martin Euwema undersøgt tillidsrepræsentanternes stress, engagement og konflikthåndtering. Undersøgelsesrapporten dokumenterer Djøfs tillidsrepræsentanter som et stærkt korps.


168 tillidsrepræsentanter har gennem de sidste 3½ år gennemgået Djøfs Forhandleruddannelse++. Og de har fået diplom på deres stærke forhandlingsevner. De er blevet spydspidser blandt de mange gode forhandlere, som på de enkelte arbejdspladser hjælper medlemmerne og forhandler politik og strategi med ledelsen.

Den 1. - 2. marts 2006 blev 78 af dem samlet til Det internationale Modul under Djøfs Forhandleruddannelse++.

I forbindelse med Det internationale Modul gennemførte Djøf i samarbejde med forhandlingsforsker Dr. Martin Euwema fra Universitetet i Utrecht en undersøgelse af tillidsrepræsentanternes stress, engagement og konflikthåndtering - alt sammen knyttet til deres rolle som TR.

Undersøgelsesrapporten dokumenterer Djøfs tillidsrepræsentanter som et stærkt korps. De er dedikerede til deres hverv og føler ansvar for medlemmerne og for at løse deres problemer. Problemer og konflikter mødes med beslutsomhed kombineret med en problemløsende tilgang, der sikrer de bedst mulige resultater for medlemmerne.

Undersøgelsen tegner samtidig et billede af tillidsrepræsentanter med rimeligt gode job-ressourcer - de nyder stor autonomi, har gode muligheder for personlig udvikling og oplever god feed back fra deres Djøfkonsulent og deres kollegaer.

Endeligt viser undersøgelsesrapporten, at Djøfs tillidsrepræsentanter netop på grund af deres engagement oplever et stort arbejdspres som følge af deres tillidshverv, som kan indebære en risiko for at "brænde ud". Og at arbejdet som TR stiller mange krav af mere følelsesmæssig karakter og af og til giver rollekonflikter. Djøf arbejder blandt andet derfor på i efteråret 2006 og med det nye TRuddannelseskatalog i 2007 at give den enkelte TR endnu bedre støtte fra Djøf og endnu flere muligheder for personlig udvikling.

Du kan læse hele undersøgelsen via linket "in the mood" øverst til højre på siden.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op

Download dokumenter