TR - uddan dig!

Af: Nicolai Robinson

28.09.2006

Djøf søsætter med TR-uddannelseskataloget 2007 et nyt flagskib - et kursus, der ruster dig til forandringer. Og så er der tilbud i alle de andre emner, som du som TR arbejder med


Den seneste tid har for mange af Overenskomstforeningens medlemmer stået i strukturreformens tegn. Også 2007 vil blive sat under det lys. Og det bliver særligt med fokus på sammensmeltning af forskellige kulturer, dannelse af nye klubber og nyvalg af tillidsrepræsentanter.

Djøfs TR-uddannelse skal ses som en fortsat indsats overfor og styrkelse af tillidsrepræsentanternes kvalifikationer og viden. Det er et redskab, som skal ruste dig!

Der vil i 2007 blive satset på et øget og stærkere fokus på nogle af de mere bløde, udviklende og pro-aktive opgaver, som den enkelte tillidsrepræsentant møder i sit hverv.

Ny TR-uddannelse - ''Tillidsrepræsentanten - en forandringsagent''
2007 byder på et nyt kursus til de mere erfarne tillidsrepræsentanter.

Kursets mål er at klæde dig på til at virke som katalysator for en god forandringsproces på din arbejdsplads. Det kan være i forbindelse med fusionsprocesser i kølvandet på kommunalreformen eller i forhold til andre omvæltninger eller forandringer på en bestående arbejdsplads.

Der vil på kurset blive arbejdet med redskaber, der i højere grad gør dig i stand til at håndtere samtaler med medlemmerne om deres forandringsparathed. Og det vil give dig inspiration og viden om forandringsprocesser på arbejdspladser og deres påvirkning af medarbejderne. Der vil blive arbejdet med din egen rolle gennem tests og cases.

Uddannelsen giver mulighed for specialisering inden for 3 forskellige spor: Sammensmeltning af kulturer, Mægling og konfliktløsning og Stress og arbejdsmiljø. Du gives hermed mulighed for at komme tættere på og dybere ned i et emne, som er relevant for dig og din arbejdsplads - samtidig med at du får en bredere inspiration og redskaber.

E-læring
Allerede mens du læser dette katalog, kan du kaste dig over et af Djøfs nye tilbud: et interaktivt, web-baseret kursus i forhandling.

Du kan finde kurset ved at klikke på linket i højre side.

Kurset giver gennem filmsekvenser, ekspert-instruktioner, egne valg og opsamlende gode råd, en ca. 20 minutters indføring i nogle centrale dynamikker i en lønforhandling.

Kurset tager udgangspunkt i de vilkår, som de offentligt ansatte Djøfere og tillidsrepræsentanter står midt i.

Og du kan tage dette kursus, netop når du har lyst, tid og kræfter til at få ny inspiration. Eller måske bruge det til at få nye vinkler på den forhandling, som du netop står midt i.

Klik dig ind og brug det!

Læs også mere om e-lærings-kurset andet sted i TillidsPosten.

Bredde og dybde
Kernen og bredden i Djøfs TRuddannelse bliver også fastholdt i 2007.

Grundlæggende viden og redskaber er afgørende for, at du som tillidsrepræsentant kan overskue og engagere dig i de utroligt mange opgaver og udfordringer, som hvervet hver dag byder på.

Som de tidligere år vil der blive tilbudt kurser i de nye lønsystemer, i grundlæggende samarbejdsregler og TRopgaver og i forhandling.

Og særligt til de af jer, som er nyvalgte, er der udviklet et endnu skarpere forløb, så du straks, du begynder på Djøfs TRuddannelse, bliver rustet til at møde de første opgaver.

Tilbud midt i en reformtid
Med strukturreformerne gennemgår mange offentlige arbejdspladser omfattende omlægninger af organisation, struktur og ledelse. Men reformerne påvirker i høj grad også medarbejdernes forhold.

Det har løbende gennem reformen været Djøfs mål, at medlemmerne kommer succesfuldt gennem reformerne.

2007 byder derfor også på direkte reformrettede tilbud, hvor du får mulighed for at trække på andre TRers erfaringer.

I erkendelse af, at netværk og evnen til at skabe sig et netværk bliver en mere og mere vigtig egenskab, vil Djøf tilrettelægge en egentlig uddannelse for tillidsrepræsentanter og -suppleanter. Denne del af TRuddannelsen er endnu under udvikling, men vil blive annonceret, så snart den ligger klar.

Vel mødt til Djøfs tilbud til dig i 2007!

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op