Den 7. marts skyder vi en medlemskampagne i gang, der inviterer alle djøfere til at blande sig i debatten om, hvad det egentlig vil sige at være djøfer.
Under overskriften "Forsiden af medaljen" lægger vi op til, at djøfere overalt i landet ser sig selv i spejlet og sammen tænker lidt ekstra over de spørgsmål, der kendetegner vores professionelle virkelighed og vores samspil med omverdenen.
Meningen med det hele er at finde frem til en skarp og først og fremmest medlemsdefineret profil, der kan være med til at sikre, at vi også i fremtiden står stærkt på arbejdsmarkedet.
Hold din egen mini-workshop
Kampagnen løber frem til 16. april, og som tillidsrepræsentant får du de allerbedste muligheder for at blive kampagneambassadør og holde en miniworkshop sammen med dine kolleger.
Vi har udviklet 9 spændende, lettilgængelige workshops, som er lige til at hente ned fra kampagnesitet forsidenafmedaljen.dk fra den 7. marts. Hvad siger du for eksempel til spørgsmålet om hvorvidt en djøfer har et hjerte? Eller fordyb dig i en debat om globalisering eller balance mellem arbejde og fritid.
Hver tema-workshop kommer med komplet instruktion og kræver ikke erfaring at gennemføre.
Du bestemmer selv, om din workshop skal vare 20 minutter eller 2 timer, kobles sammen med et andet arrangement eller måske foregå som en hyggelig rundbordssamtale med en håndfuld kolleger over et glas rødvin.
Når du har holdt din workshop, afrapporterer du til kampagnerummet på forsidenafmedaljen.dk, og så indgår debatten fra din workshop i det videre arbejde med at definere den fælles profil.
Hoveder på bloggen
Vi vil under alle omstændigheder gerne invitere dig til at hive 5 minutter ud af kalenderen og gå på opdagelse og i dybden med dig selv på kampagnesitet.
Her kan du lege dig gennem ordskyer og øvelser, mens du lærer dine meddjøfere bedre at kende. Deltage i debatten, når kendte og ukendte djøfere "lægger hovedet på bloggen". Og opleve komikeren - og til lejligheden djøferen - Søren Østergaards prøvelser i konfrontationen med, hvad "de andre" synes, vi djøfere er.
Send en mail til forsiden@djoef.dk, hvis du gerne vil være ambassadør og holde en workshop - så kvitterer vi med det log-on, du får brug for, når du skal afrapportere.
Hvis du øvrigt har spørgsmål om kampagnen, er du meget velkommen til at skrive en mail til samme adresse eller til at ringe til kampagneansvarlig Charlotte Kiberg eller koordinator Monica Garrido på tlf. 33 95 97 00.