Ytringsfriheden – en sikker gevinst

Af: Søren Burcharth

02.03.2007

For et år siden befandt Danmark sig i en udenrigspolitisk krise – Mu-hammed-krisen.


De indenlandske politiske aktører var på én gang meget kontante i deres sprogbrug og fantastisk ømskindede over for andres nuanceringer. Det føg med ultimative budskaber og gensidige fordømmelser. I dette krydsfelt befandt ytringsfriheden sig. Et værgeløst begreb, der blev brugt til lidt af hvert. Her et år efter kalder tiden på nødvendige nuanceringer.

Den grundlovssikrede ytringsfrihed handler ikke om, hvor rædsomme gloser, vi kan hælde ud over vore naboer. Hvor meget vi kan drille blondiner eller håne vores favoritholds modstandere.

Den handler om individets ret til at ytre sig, selv om det kommer mennesker med magt på tværs.

Djøf mener, at de eksisterende lovregler er gode og tilstrækkelige til at sikre de offentligt ansattes ytringsfrihed. Men det er ikke ensbetydende med, at ytringsfriheden har det godt. Vi har set adskillige eksempler på, at ansatte - som ofte ikke-Djøfere - er blevet kritiseret for deres oplysninger om de faktiske forhold på deres arbejdspladser - ballademagere er jo fx et ord, som en del offentligt ansatte med rette følte det aldeles upassende at få hæftet på sig i efteråret.

På mange Djøf-arbejdspladser er anvendelsen af ytringsfriheden ikke en så indlysende del af hverdagen, når det handler om deltagelse i den offentlige debat.

Mange steder står embedsmandskulturen og vores egen selvcensur ofte i vejen for at give vores meninger om samfundsrelevante emner til kende. Alt for mange Djøfere vælger ikke at bidrage den til offentlige debat. Hvis man har noget på hjerte klares det ofte internt. Ofte fordi vi er bange for ikke at være loyale eller "stikke ud" fra de uskrevne regler på arbejdspladsen.

Denne kultur bunder ofte i usikkerhed om, hvordan man griber tingene an, når der er offentlighed om et emne. Kritik og konflikt giver skyhed - og utryghed. Her er god forberedelse og klarhed over hvad der er ret og pligt på min arbejdsplads ofte et godt svar. Og her kan tillidsmændene være med til at gøre den berømte forskel. Tag fat i kollegerne og få emnerne om ytringsfrihed, loyalitet og faglighed diskuteret. Tag emnerne op i samarbejdsudvalget. Få skabt tryghed om ytringsfriheden.

Dygtige medarbejdere i den offentlige sektor kan også være de eneste og dygtigste til at kvalificere debatten om netop den sektor, som er vores alles.

Derfor må de ikke afskæres af lutter usikkerhed eller utryghed. Ytringsfriheden giver kvalitet - kvalitet er en gevinst.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op