Efter et års annoncering og forberedelse præsenterede regeringen sit samlede forslag til en kvalitetsreform, af den offentlige sektor, i midten af august. For den opmærksomme læser var der ikke meget nyt. Og da djøfere hører til den skare, er præsentationen for de fleste gået temmelig hurtigt. Nu blev det ikke bedre af, at regeringen heller ikke selv gjorde sig umage med præsentationen. Den blev druknet effektivt i et udspil om en kombination af en skatteomlægning og ufinansierede skattelettelser.
Men der er jo noget på vej - også til de kloge hoveder, som virkelig meget længe har skullet høre slogans om varme hænder.
For Djøfs medlemmer er de væsentligste elementer et resultat af de 3-partsaftaler, som Djøf var en ganske aktiv part i gennem foråret frem til aftalen mellem regeringen og LO samt AC, som siden blev fulgt op af en tillægsaftale for FTF.
Der er tre emner, som er værd at fremdrage særligt, fordi der her skete nogle fremskridt, der var mere end forventet:
Senioriniviativer
For det første blev der afsat en større pulje (der udgør ca. 100 mio. kr. for AC-området) til seniorinitiativer. Her har Djøf også i opfølgningen været særdeles konkret, for på dette område trænger der både til viden og handling.
Viden vil vi gerne skaffe, for der er faktisk ikke særlig konsistent viden om, hvad det er, der får akademikere til at blive længe på arbejdsmarkedet og omvendt at forlade det tidligt. Vi ved meget om befolkningen som sådan, men vi kan se på tallene, at det må forholde sig på anden måde for de højere uddannede. Det skal undersøges til bunds, og så skal der ageres. For vi ved godt, at det i hvert fald handler om kompetenceudvikling uanset alder, accept af tilbagetræden fra ledende positioner til fagpositioner og fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen.
Nu er der penge - tilbage står dysten om at få dem brugt på noget, der nytter.
Arbejdsmiljø
For det andet er der aftalt en del spændende forpligtelser om modvirken af dårligt psykisk arbejdsmiljø.
Det har været meget vanskeligt at få regeringen til at erkende, at stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø er en stor hindring for udviklingen af de offentlige arbejdspladser og dermed den offentlige sektors kvalitet. Men nu er der nogle håndtag. Hvis vi magter at holde fast i det politiske forløb gennem efteråret, og hvis vi - både som organisation og som tillidsrepræsentanter - magter at omsætte mulighederne til konkrete handlinger på de enkelte arbejdspladser. Pointen i arbejdet imod stress er, at vi ikke kan komme med den lille AB og så fortælle, hvad man lige skal gøre.
Det er en proces, der er forskellig fra sted til sted, og som derfor drives af systematisk viden, opgør med individualiseringen og endelig forpligtende opfølgning. Det vil være et område, der skal gøres meget mere ved for at få det udfoldet i de kommende måneder.
Ledelsesreform
For det tredje er der lagt op til en ledelsesreform.
Det er jo et taknemmeligt ord, men det har mulighed for at komme til at rumme et veltilrettelagt opgør med en hverdag, der er præget af regler, som gør vejen til løsningen af opgaverne vanskelig i stedet for mere effektiv.
Snærende manualer, der bruger tid, og som hindrer udviklingen i opgaveløsningen og brugen af medarbejdernes kompetencer og idérigdom, skal også under kritisk behandling i et opgør med en tiltagende centralisering.
Og endelig skal krav til dokumentation af de løste opgaver være af en sådan art, at de flyder mere organisk af selve opgaveløsningen i stedet for at være en helt selvstændig opgave.
Disse elementer vil mange ikke kalde ledelse, men de er reelt afgørende for, at der overhovedet kan ledes.
Herudover er der lagt op til langt mere systematisk lederuddannelse, herunder en fleksibel master i praktisk offentlig ledelse samt til en proces i et Dialogforum for Ledelse, hvor initiativerne udvikles og følges op. Bedre ledelse vil bidrage til langt bedre arbejdspladser og dermed bedre opgaveløsning.
Der er stadig lang vej fra 3-parts-aftalens gode elementer og den mere lyriske form i regeringens præsentation i udspillet til en kvalitetsreform til det, vi alle gerne vil have: Kvalitet. Men retningen er klar, og der er en lang række knager på klatremuren. Nu gælder det om at konkretisere ønskerne og at holde presset. Dårlig kvalitet kommer bl.a. af at rejse forventninger, der ikke indfries. Der er brug for en kvalitetsreform, hvor forventningerne honoreres. Ellers bliver det hverken kvalitet eller reform.