OK08 - Giv din mening til kende

Af: Ann Louise Steengaard

27.09.2007

Læs nyt fra overenskomstforeningens formand Søren Burcharth og stil spørgsmål eller kom med en kommentar til overenskomstforhandlingerne. OK08 står for døren........


Overenskomstgryden har stået og simret sommeren over. Status er, at alle væsentlige Djøf-krav er gået gennem nåleøjet i AC. Vi er således kommet rigtig godt fra start.

Næste skridt i processen er, at ACs kravspakke vil blive udvekslet med de kommunale og regionale arbejdsgivere i oktober måned, mens det på det statslige område vil ske i december måned.

Vi arbejder lige nu på højtryk med at forberede forhandlingerne. Vi har kontakt til med- og modspillere og forsøger inden forhandlingerne går rigtigt i gang, at komme med politiske indspark i pressen for, at påvirke vores modspillere.

På det kommunale og regionale område vil forhandlingsprocessen gå i gang i oktober måned, mens forhandlingerne på det statslige område vil blive skudt i gang den 2. januar 2008.

I forberedelsen til selve overenskomstforhandlingerne er dine tanker og holdninger til forhandlingstemaerne interessante for Djøf. Vi har derfor som noget nyt gjort det muligt på Djøfs hjemmeside af komme i direkte kontakt med formanden Søren Burcharth.

Kom med din mening, din kritik eller hvad der nu måtte brænde på. Så vil Søren Burcharth være parat med en kommentar.

Ved at skabe en tættere dialog med dig vil Djøf gerne have en så omfattende indsigt i de lokale forhold som overhovedet muligt, hvilket jo i sidste ende kvalificerer overenskomstforhandlingerne. Jeres vurdering af forhandlingerne og dets temaer giver os også mulighed for at få afstemt hinandens forventninger til de forhandlingsresultater, som må forventes at ligge klar ultimo februar 2008.

Læs her en kommentar fra et medlem:

"For nogle år siden viste en undersøgelse, at danske akademikere samlet set er de dårligst lønnede i Europa set i forhold til det øvrige arbejdsmarked.

At offentlige ansatte akademikere yderligere er sakket bagud i forhold det private arbejdsmarkedet herhjemme gør jo kun tingene værre.

Jeg tvivler på, at hjemmehjælpere i Grækenland får samme procentdel af en akademikerløn, som hjemmehjælpere i Danmark.

Jeg går ud fra, at Djøf er klar over dette forhold. De offentlige ansatte Djøfere trænger til lønstigninger i mindst samme omfang som plejerne.

Jeg er godt klar over, at midlerne er begrænsede. Blot skal vi have mindst lige så meget som plejerne i procent. Ellers har Djøf og AC spillet fuldstændig fallit.

I øvrigt drømmer vi statsansatte bare om at få samme løn som Djøferne i kommunerne, hvor slutlønnen inklusiv pension er cirka 20.000 højere om året.

Hvorfor i øvrigt ikke bruge strejkevåbnet? Strejkekassen må være fuld! I Djøf kan vi lamme store dele af retssektoren og nøgleposter i centraladministrationen.

Vi har store forventninger til jer. Vi venter i spænding."

Her Søren Burcharths svar:

"Vi er i Djøf fuldt ud klar over, at der består og udvikler sig en urimelig lønforskel mellem offentligt og privat ansatte djøfere.

Det har vi gentagne gange påpeget over for arbejdsgiverne både centralt og lokalt. Og vil også gøre det ved de kommende forhandlinger bl.a. gennem de offensive Djøf-krav, som vi vil stille.

 På trods af at mange er ude og love ekstra midler til forskellige grupper på det offentlige arbejdsmarked for øjeblikket, vil det for mig være ganske uacceptabelt, hvis nogle grupper får større lønstigninger end andre. Det vil arbejdsgiverne formentlig heller ikke kunne holde til. Det som det handler om ved disse forhandlinger - som bliver enormt vanskelige - er at få en stærk Djøf-profil i resultatet ved at udnytte, at Djøf-arbejdsmarkedet er rødglødende for tiden.

Det kan vi et stykke af vejen bruge de centrale forhandlinger til, men nok så vigtigt er det, at der ved de lokale forhandlinger ude på arbejdspladserne lægges pres på. For der gør rekrutterings- og fastholdelsesproblemerne mest ondt på ledelserne.

Konkret er jeg også helt enig med dig i, at der skal gøres noget ved forskellen i sluttrinslønnen mellem statslige og kommunale. Derfor har vi både i Djøf og i AC arbejdet for, at det er med som et vigtigt krav.

I forhold til brug af strejkevåbnet behøver du ikke være bekymret for, at Djøf ikke vil være indstillet på at anvende de opsparede konfliktmidler.

Men det kræver, at den samlede mobilisering er til stede, og at der er et strejketema, som er forståeligt og som kan samle opbakning. En isoleret Djøf-strejke er udsigtsløs og vil ikke være særlig mærkbar. Hvis det virkelig skal batte noget, kræver det at det er hele den offentlige sektor, som går i konflikt. Men det er vel heller ikke utænkeligt, sådan som forventningerne er bygget op for øjeblikket, med mindre at arbejdsgiverne kommer på andre tanker - og til lommerne!"

I forlængelse af mit svar til medlemmet skal jeg i øvrigt slå fast, at jeg ikke ønsker nogen politisk indblanding i overenskomstforhandlingerne.

Det er også baggrunden for, at der er fundet en ny formand og næstformand i KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte). En post som SoSu-assistenternes formand Dennis Kristensen trak sig fra i slutningen af august måned. Ny formand for KTO er Anders Bondo Christensen, Lærernes Centralorganisation, og ny næstformand er Sine Sunesen, Akademikernes Centralorganisation.

Så hvis du har et spørgsmål eller ønsker at give din mening til kende, er du meget velkommen til at skrive til Søren Burcharth via linket "Nyt fra formændene" på Djøfs hjemmeside under temaet "Overenskomstforhandlinger 2008".

Her vil du også løbende kunne høre nyt fra formanden. Hvor vi er i processen eller hvad rør sig på den politiske scene.

Hvis du ønsker at vide mere om de væsentlige Djøf-temaer, kan du på Djøfs OK08-hjemmeside læse mere herom.

Temaerne, som Djøf har valgt at sætte særligt fokus på op til forhandlingerne, er; løn til fuldmægtige, løn til chefer, special- og chefkonsulenternes løn og jobvilkår, stress og seniorpolitik. Tilmeld dig Djøfs nyhedsmail om OK08 samme sted og vær helt opdateret vedrørende overenskomstforhandlingerne.
 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op