Det tog Djøf næsten ¾ år at få Personalestyrelsen til at lave en særkørsel på de 641 djøfere, der deltog i statens store motivationsundersøgelse i oktober 2006.
Nu har vi langt om længe fået tallene. Og jeg kan da godt forstå, Personalestyrelsen ikke har brudt sig om at lægge resultaterne frem. 3 ud af 4 djøfere i staten er ikke tilfredse med deres løn- og ansættelsesvilkår.
Hver 2. djøfer i staten har besluttet eller overvejer at skifte job - og tendensen går klart i retning mod den private sektor. Kun hver 6. vil skifte til et andet job i staten.
Det er blot nogle af de afslørende tal, som burde vække alvorlig stof til eftertanke hos Finansministeren og de øvrige offentlige arbejdsgivere, forud for overenskomstfornyelsen næste år.
Vi ser samtidig, at mange offentlige arbejdspladser i stigende omfang har problemer med at rekruttere medarbejdere med de rigtige kompetencer.
De nyuddannede søger i stigende omfang mod den private sektor, og bunken af ansøgere bliver stadig mindre. Det kan desværre ikke undre, når vi ser på lønudviklingen for offentligt ansatte djøfere i forhold til de privatansatte.
Her kan vi konstatere, at løngabet mellem offentligt og privat ansatte djøfere er stigende, så en nyuddannet privatansat djøfer nu tjener over 5.000 kr. mere om måneden i forhold til sin offentligt ansatte studiekammerat. Forskellen er vokset fra 17 til 20 pct. de seneste 5 år. Har du 10 års anciennitet er lønforskellen vokset fra 17 til 26 pct.
I mange år har det offentlige arbejdsmarked brystet sig af, at lønnen godt nok ikke var den højeste, men til gengæld konkurrencedygtig på en række andre områder. Og alle undersøgelser viser da også, at forhold som interessante og meningsfulde opgaver samt fleksible og varierende opgaver vejer tungere, når man skal vælge arbejdsplads.
Her adskiller det offentlige arbejdsmarked sig imidlertid ikke i forhold til virkeligheden for djøferne uden for den offentlige sektor. Og på de såkaldt bløde områder som tryghed i ansættelsen, barselsbestemmelser, omsorgsdage osv. er mange private virksomheder længere fremme end den offentlige sektor. De kender nemlig godt betydningen af at give medarbejderne gode og fleksible vilkår. Det gælder både når de skal rekruttere nye medarbejdere - og ikke mindst når de skal holde på medarbejderne.
Den offentlige sektor står over for en alvorlig risiko for en langsom åreladning af dygtige og kompetente medarbejdere. Det vil alvorligt forringe mulighederne for at leve op til de politiske løfter om stigende kvalitet i den offentlige sektors ydelser. Det har gennem nogle år været populært at tale om varme hænder. Der er altså også brug for kloge hoveder. Og derfor håber jeg, at en klog finansminister indser, at der skal et seriøst lønløft til, inden vi kan afslutte overenskomstforhandlingerne engang i foråret 2008.