Så mange tog nemlig imod invitationen, da vi med kampagnen "Forsiden af Medaljen" inviterede alle medlemmer til at være med til at sætte ord på det at være djøfer.
Formålet med kampagnen var i fællesskab at definere en både samlende og skarp profil for djøferne. Med over 51.000 medlemmer er det nemt nok at pege på forskelle: Forskellige uddannelser og fagligheder, offentligt eller privat ansat, chef eller medarbejder - bare for at nævne nogle.
Men Djøf var ude efter lighederne - fordi en klar profil er vigtig, hvis djøferne også i fremtiden skal stå stærkt på et arbejdsmarked, hvor mange fagligheder konkurrerer om de samme job.
6 medlemsportrætter
Annoncekampagnen "Typisk djøfer" er blevet til på baggrund af alt det, medlemmerne sagde til Djøf og til hinanden i løbet af de 5 uger, kampagnen varede. Ikke mindre end 200 ambassadører meldte sig til at holde miniworkshops med kollegerne. Og på vores kampagnesite blev der klikket på ordskyer, svaret på medlemspaneler, blogget - og i det hele taget gået til debatten om djøfernes arbejdsliv og værdier i en grad, vi slet ikke havde turdet håbe på.
Det input, debatten gav, har politikere og sekretariat nu hen over sommeren og efteråret brugt i arbejdet med at formulere en strategiplatform og den fælles profil, der kommer til udtryk i annoncerne.
"Typisk djøfer?" er bygget op om 6 medlemsportrætter: Vi møder politiadvokaten, bryggeriopkøberen, skattekonsulenten, fuldmægtigen, børne- og ungedirektøren og vicedirektøren for kunstmuseet. De 6 fortæller ikke bare historien om, hvad en djøfer er. De er til sammen med til at tydeliggøre, hvad en djøfer også er.
For når annoncerne som gennemgående element spørger "Typisk djøfer?", er det selvfølgelig for at henlede opmærksomheden på, at djøferne både er og kan meget mere, end mange sådan umiddelbart går og tror.
Danmarks måske stærkeste netværk
Pay off på kampagnen er "Danmarks måske stærkeste netværk". I det ligger der noget, man kan kalde for en modernisering af begrebet "fagligt fællesskab".
"Danmarks måske stærkeste netværk" definerer Djøf via medlemmerne ved at minde os om, at når man er medlem af Djøf, så har man ikke bare adgang til Djøfs eksperter i Gothersgade. Man er faktisk så heldig at være i stue med rundt regnet 51.000 ikke helt uinteressante individer. Mennesker, man kan møde og inspireres af eller måske selv hjælpe videre.
At så også ikke-medlemmer kunne få øjnene op for, at de i virkeligheden sidder i djøfer-job og derfor kunne blive en del af vores fællesskab, det er en sidegevinst.
"Typisk djøfer?" er første del af en 3-trinsraket. Den vil blive fulgt op med et mere hverveorienteret kampagneforløb rettet mod erhvervsaktive og en kampagne i forbindelse med studievalg i april/maj 2008.