Som bekendt kom Djøf rigtig godt fra start, da langt de fleste af Djøfs krav gik gennem nåleøjet hos AC.
Dette skyldes, at der i Djøfs kravspakke er to helt centrale temaer, som netop afspejler medlemmernes utvetydige tilkendegivelser:
Det drejer sig om Mere i løn og Tid til at være djøfer. Det er Djøfs holdning, at så stor en andel som muligt af rammen skal bruges på generelle lønforbedringer. Det er også et krav for Djøf, at vores medlemmer har et godt og produktivt arbejdsliv, hvor der er plads til kompetenceudvikling samtidig med et velfungerende privatliv.
På det regionale og kommunale område er der nu også blevet udvekslet krav med arbejdsgiverne. For statens område sker dette først i løbet af december.
Da parterne mødtes den 10. oktober til udveksling af krav på det regionale og kommunale område, var der en god stemning, og der syntes en reel vilje for at nå et godt resultat.
De regionale og kommunale arbejdsgivers krav
OK08 har imidlertid nydt og nyder ualmindelig stor opmærksomhed og med tilsvarende forventninger til resultatet. Når de kommunale og regionale parter således skriver, at de ønsker et samfundsøkonomisk forsvarligt resultat, så er det formentlig et forsøg på forventningsafstemning.
Mere overordnet ser de kommunale og regionale arbejdsgiver gerne, at resultatet af trepartsforhandlinger implementeres. De ønsker at million-beløbene, som blev afsat til henholdsvis kompetenceudvikling (450 mio. kr.) og seniorer (600 mio. kr.), udmøntes i den enkelte kommune og region.
Der er desuden et ønske om mere enkle og fleksible arbejdstidsregler. Dette gælder en langt bredere gruppe end djøferne. Men i kravet ligger eksempelvis, at det skal være muligt individuelt at aftale en højere arbejdstid. Det er ligeledes et krav, at aftaleretten moderniseres, dvs. at den individuelle forhandlingsret udbredes.
Mere konkrete ønsker, som berører djøfere i kommuner og regioner, er, at de særlige bestemmelser om den 6. ferieuge bortfalder, dvs. at der ikke er en ret til at få den udbetalt, at basislønsystemet justeres, og at det gamle lønsystem bortfalder.
Den videre proces
Siden parterne på det regionale og kommunale områder udvekslede og præsenterede deres krav i oktober, er der blevet holdt flere møder mellem parterne. I første omgang undersøges kravene og der foregår for tiden en teknisk afklaring af de forskellige krav.
Det er ligeledes på dette tidspunkt, at der regnes på de forskellige krav.
Selve forhandlingerne på det regionale og kommunale område går herefter i gang og ligger typisk i løbet af december og januar måned.
På statens område udveksles der krav i december måned og forhandlingerne går i gang straks i det nye år.
Der er ingen tegn på, at de forestående overenskomstforhandlinger tilnærmelsesvis kommer til at afslutte, som de plejer. For sjældent er der blevet skrevet og sagt så meget om de forestående overenskomstforhandlinger, sjældent har der været så meget politisk indblanding, og sjældent har forventningerne været så høje.
Uanset hvornår der vil være et forhandlingsresultat klart, så skal Djøf og AC efterfølgende tage stilling til resultatet. Dette sker bl.a. gennem sektorforsamlingen og gennem en afstemning blandt medlemmerne.
Husk at du kan læse mere om OK08 på vores hjemmeside se linket til højre.
Her kan du også tilmelde dig nyhedsbrevet og få nyheder om OK08 direkte i din indbakke. Du kan også skrive spørgsmål og kommentarer om OK08.