Det er sagt et utal af gange før. Vi står foran nogle meget vanskelige overenskomstforhandlinger. Forventningerne på vores side af bordet er meget store, og viljen på den anden side af bordet til at indfri dem er meget lille.

Det netop overståede valg har ikke gjort det nemmere. Forskellige politiske partier har meldt sig på banen med løftet om flere penge på forhandlingsbordet. Hidtil har det dog udelukkende været med støtte af særlige grupper for øje: de lavtlønnede "varme hænder". Indblanding i fordelingen af midlerne mellem forskellige medarbejdergrupper ser jeg som en total nedsmeltning af den danske model, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der forhandler og fordeler kagen.

Og som vel at mærke også tager det efterfølgende ansvar. Vi frabeder os derfor, at man fra politisk side på forhånd øremærker overenskomstmidler på nogen måde. Men en ekstra pose penge til generelle lønstigninger skal være velkommen og er tiltrængt!

Generelle lønstigninger kommer alle til gode, men er dermed også de dyreste at få i hus. Det er forbedringer, der koster meget, men som ikke syner af noget for den enkelte. Og som der derfor aldrig synes nok af. Ikke desto mindre skal vi under forhandlingerne kæmpe hårdt her, fordi det er her vi sikrer en lønudvikling for alle. Man kunne kalde det "rugbrødsvaren".

I Djøf er vores hidtidige erfaring med ny løn, at på trods af "sorte pletter" på underviserområdet har det været en god forretning for djøferne gennemsnitlig set. Nogle har fået mindre, men mange har fået mere. Vores tilgang har været, at når ny løn nu engang er blevet indført, så kan vi ligeså godt få mest muligt ud af det.

Derfor har vi investeret mange ressourcer i at få klædt vores tillidsrepræsentanter godt på til at kunne hive mest muligt hjem ved de lokale forhandlinger rundt omkring på arbejdspladserne. Ny løn er klart det område, hvor løndannelsen har mulighed for at rykke og hente noget "flødeskum".

Men ny løn kommer ikke til at fungere af sig selv.

Vi kan ikke bare læne os tilbage og vente på, at tingene kommer til at ske. Hvis man ikke selv bringer lønspørgsmålet på banen, kan man ikke forvente at chefen gør det for én. Der skal ske en kulturændring, så løn bliver legitimt at tale om og ikke længere er et tabu. Senest har en forsker med speciale i løn og lønforhandlinger udtalt, at løn nærmest er blevet mere personligt at tale om end sex!

I Djøf har vi længe sagt, at offentlighed omkring løn på den enkelte arbejdsplads, gennemsigtighed i tillæggene og løndifferentiering er nogle af de elementer, der skal til, hvis der skal blus på løndannelsen.

Betyder det så indbyrdes konkurrence og spidse albuer med dårlig stemning til følge?

Nej, det behøver det ikke. Hvis der bliver dannet en klubkultur, hvor man kan tale om løn og udveksle oplysninger om løn, hvor man kan hjælpe og støtte hinanden med ideer til, hvordan der kan tages hul på løndannelsen, og hvor lønforskelle bruges som løftestang, så vil djøferne også fremover kunne hive penge ud af det nye lønsystem.

Især i en tid med stor efterspørgsel efter Djøfere og en omsiggribende mobilitet blandt vores medlemmer.

Vi må dog ikke glemme, at lønspredningen med ny løn er blevet væsentlig større.

Her har tillidsrepræsentanterne en meget vigtig opgave i så vidt muligt at sikre, at alle medarbejdere får mulighed for at få del i lønkronerne på det nye lønsystem: dels ved at aftale så gode lønpolitikker som muligt og dels ved lønforhandlingerne.