Forudsigelserne gik på, at vi denne gang ville få nogle meget vanskelige overenskomstforhandlinger - og lad det være sagt med det samme: den prognose har holdt vand!

Vi har mødt en arbejdsgiverside, der dels har været meget ideologisk i sin tilgang til kravene - både deres egne og vores - og dels har været underlagt nogle stramme bånd i forhold til økonomisk råderum på deres side af bordet. Det har derfor været i den grad opad bakke at komme i en konstruktiv og kreativ dialog.  

Forhandlingerne har længe været i gang og er nu gået ind i den afsluttende fase. Som ved tidligere runder har man på både det statslige, det kommunale og det regionale område opdelt kravene i forskellige "pakker", som man én for én har forhandlet og indgået delforlig omkring. Forskellige delforlig er således kommet i hus hen ad vejen, men det er væsentligt at slå fast, at der ikke foreligger et samlet forlig, før der er enighed om en forhandlingsløsning for alle temaer, herunder lønstigninger. Delforligene kan derfor betragtes som en "forret" på menuen, der først endeligt kan vurderes, når hovedretten og desserten er kommet på bordet. Hovedretten - de generelle lønstigninger - forhandles først til sidst i forhandlingsforløbet, og dette er et punkt på menuen, som Djøf har særligt fokus på, fordi det skal sikre lønudviklingen for Djøf-gruppen som helhed. Når hovedretten er på plads, kommer desserten på forhandlingsbordet.  Det er blandt andet de krav, som har en særlig Djøf-vinkel og dermed kommer særligt Djøf-medlemmerne til gode: Fx rådighedsordningen og konsulentlønningerne. Og herudover kommer forhandlingerne om løn og vilkår for det videnskabelige personale på universiteterne og sektorforskningsinstitutionerne og for underviserne på erhvervsskolerne, som har været i gang længe. 

De opnåede resultater kan derfor først vurderes til sidst, når vi har et samlet billede.

Vi har bekendt os til et forhandlingsfællesskab med de øvrige akademikerorganisationer i AC. Det har vi gjort ud fra en betragtning om, at vi samlet står stærkere, end hvis vi står alene. Det skal blandt andet ses ud fra en konstatering af, at akademikergruppen er en relativt lille del af det offentlige arbejdsmarked, hvor "varme hænder", lærere, politifolk og sundhedspersonale fylder meget mere i årsværksopgørelserne end vi gør og har langt større folkelig opbakning end vi har. Vi er derfor nødt til stå sammen, hvis arbejdsgiversiden også skal høre vores stemme i det store kor. Men det kan også have sine omkostninger. Vi er nemlig nødt til alle at gå på kompromis med hinanden i AC i et passende forhold, når der skal prioriteres mellem de forskellige interesser. Og det kan en gang i mellem betyde, at vi i AC i større eller mindre omfang må give køb på vores synspunkter.

Jeg er dog meget opmærksom på, at dette er en hårfin balance, der hele tiden skal vurderes meget nøje.

Der tales i disse dage meget om risikoen for en konflikt på det offentlige arbejdsmarked. Nogle organisationer rasler med sablen og er mere krigeriske i retorikken end andre. I Djøf har vi den holdning til konflikt, at det kan blive en nødvendig udgang på overenskomstforhandlingerne. Dels hvis vi eller andre i AC-fællesskabet udsættes for alvorlige angreb på velerhvervede rettigheder, og dels hvis resultatet samlet set ikke er tilfredsstillende.

Men vi er af den klare overbevisning, at vi fortsætter af forhandlingsvejen, så længe der er udsigt til et samlet set tilfredsstillende resultat.