Det skete dog ikke i denne sag!
En offentlig arbejdsgiver afskedigede et 64-årigt medlem på grund af sygefravær og uegnethed.
Medlemmet havde 28 års anciennitet, og blev for 2 år siden sygemeldt og opereret for en alvorligt invaliderende ryglidelse.
Han havde ikke tidligere haft langvarig sygdom, og det fremgik af personalesagen, at han tidligere havde været en skattet medarbejder, der var fagligt dygtig og meget produktiv.
Djøf forhandlede med arbejdsgiveren i 3½ time, og resultatet blev, at arbejdsgiveren valgte at trække afskedigelsen tilbage.
Baggrunden for dette sjældne resultat var blandt andet, at arbejdsgiveren havde begået en række fejl i forbindelse med afskedigelsen af medlemmet.
For det første havde arbejdsgiveren ikke søgt at afklare varigheden af medlemmets sygdom, herunder hvornår medlemmet forventedes at kunne vende tilbage til arbejdet.
For det andet havde arbejdsgiveren begået en række sagsbehandlingsfejl i forbindelse med afskedigelsen.
Der var ikke partshørt forud for, at arbejdsgiveren gav medlemmet en advarsel for manglende produktivitet, og der havde løbende været en dialog mellem kontorchefen og personalechefen uden, at der var dokumentation herfor i personalesagen.
Det betød, at arbejdsgiveren ikke havde iagttaget offentlighedslovens regler om notatpligt.
Vigtigst af alt var det dog, at arbejdsgiveren under forhandlingen med Djøf indså, at medarbejderen ikke havde fået en reel mulighed for at bevise sit værd efter tilbagevenden fra lang tids sygdom. Det ønskede arbejdsgiveren at rette op på, og valgte derfor at trække afskedigelsen tilbage.