OK08 - bedre rådighedstillæg

Af: Ellen Gydesen

06.06.2008

Det samlede overenskomstresultat på såvel det kommunale som det regionale område betyder forbedringer af rådighedstillægget. Læs mere her.


I forbindelse med overenskomstforhandlingerne blev der mellem AC og henholdsvis de kommunale og regionale arbejdsgivere aftalt forhøjelser af rådighedstillægget.

I kroner og ører blev det aftalt, at 1.-5. år på rådighedsskalaen forbedres årligt med ca. 3.500 kr. (2007 niveau), mens 6. år og op efter på rådighedsskalaen forbedres med ca. 4.600 kr. i (2007 niveau). Disse forbedringer træder i kraft den 1. april 2009.

Administrative stillinger

Alle nyansatte djøfere (og andre AC'ere), der arbejder i en administrativ stilling, skal nu have rådighedstillæg.

Disse stillinger er typisk benævnt eller karakteriseret ved at være såkaldte generaliststillinger.

Det er således ikke længere blot jurister og universitetsøkonomer - som det var i den tidligere overenskomst - som skal have rådighedstillæg. Det afgørende er nu jobfunktionen, altså at stillingen er en administrativ stilling.

Bachelorerne kan også få

Forbedringen af dækningen af rådighedstillægget til nu at omfatte alle i administrative stillinger kommer også bachelorerne til gode.

Tidligere kunne en bachelor, der blev ansat i en generaliststilling ikke kræve rådighedstillæg.

Fremover er det altså slut med at straffe bachelorerne for at takke ja til en administrativ stilling, inden de har fået deres kandidatgrad i hus.

Igen er det afgørende om bacheloren ansættes i en administrativ stilling eller ej!

Kun for nyansatte - og dog?

Forbedringen af rådighedstillæggets dækning er aftalt til kun at dække nyansatte, dvs. ansættelser, der sker efter 1. oktober 2008.

Men også de allerede ansatte kan komme i betragtning.

Det er nemlig aftalt, at de allerede ansatte uden rådighedstillæg kan få en drøftelse af, om forudsætningerne for at være omfattet af rådighedsforpligtelsen er til stede.

Det bliver derfor en helt central opgave for dig som tillidsrepræsentant sammen med dine medlemmer at vurdere, om der er nogle, som falder inden for dette nye administrative stillingsbegreb og som derfor nu evt. er berettiget til et rådighedstillæg.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op