OK08 hvad sker der nu?

Af: Ellen Gydesen

29.05.2008

Forhandlingsresultaterne er som bekendt godkendt - og mange nye og ændrede vilkår skal sættes i værk.


Der er nye opgaver for tillidsrepræsentanterne - og vi er i Djøf i fuld gang med at se på, hvorledes vi bedst kan bistå og vejlede herom. Husk, du er altid velkommen til at ringe til os, hvis du har spørgsmål eller har brug for sparring.

Her finder du lidt om nogle af de større ændringer, som blev resultatet af årets overenskomstforhandlinger.

Mere orlov med løn under barsel

Har du eller en kollega lige fået barn, får I glæde af de forbedrede barselsregler, som blev aftalt ved OK08.

Forbedringen gælder for fødsler, som er sket eller forventedes at ske efter 1. april i år og på alle forhandlingsområderne (stat, kommuner og regioner).

I forældreorloven - som er den orlov, som ligger efter de første 14 uger efter fødslen/modtagelsen af barnet - er der nu løn i 6 uger til moderen, 6 uger til faderen og 6 uger, som moderen og faderen selv må fordele. Altså 6+6+6 uger med løn. Er kun den ene af forældrene ansat på samme forhandlingsområde, fx på det statslige område, betyder det, at den pågældende kan vælge at holde orlov med løn i 12 uger.

Se mere om barselsreglerne ved at klikke på linket til højre og er du i tvivl, så ring til Djøf-rådgivningen - 33 95 98 00 - hver dag kl. 9-16.

Special- og chefkonsulenter i kommuner og regioner

Fra overenskomsternes udsendelse vil regioner og kommuner kunne oprette stillinger som special- og chefkonsulent.

Der er i overenskomsterne aftalt en basisløn for stillingerne, og tillidsrepræsentanten kan - som for andre medlemmer - aftale funktions- og/eller kvalifikationstillæg for medlemmet.

Hvis I allerede har en lokal aftale eller ordning for special- og chefkonsulenter fortsætter denne uændret, medmindre I aftaler andet.

Der vil senere blive udarbejdet mere materiale om den nye ordning.

Plustid - Vil vi have det?

Midt i juni kommer en vejledning om plustid - både til tillidsrepræsentanterne om en lokal aftale og til medlemmerne om en individuel aftale.

Plustid - eller fleksibel arbejdstid - er muligheden for at aftale forhøjet ugentlig arbejdstid.

Vejledningen vil blive lagt på Djøf's hjemmeside - det vil fremgå af en nyhedsmail, når den er på.

Du er vel tilmeldt Djøf's nyhedsmail? Tilmelding sker på Djøf's hjemmeside.

Længere opsigelsesvarsel ved afsked af TR

Ved OK08 blev der på alle forhandlingsområderne (stat, kommuner og regioner) aftalt et længere opsigelsesvarsel for TR.

Er du tillidsrepræsentant eller suppleant er dit opsigelsesvarsel nu dit almindelige overenskomstmæssige varsel plus 3 måneder ekstra.

Hvis afskedigelsen er begrundet i arbejdsmangel, forlænges varslet dog ikke, og varslet ændres heller ikke ved forflyttelse af en TR.

Den nye bestemmelse har allerede været i anvendelse i et par sager, hvor Djøf har været inde og forhandle i forbindelse med afskedigelse af TR.
 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op