Masseafskedigelser - TRs rolle

Af: Dorte Gotthjælp Nielsen

28.10.2008

Den skarpe budget-kniv svinges i denne tid i kommunerne. Der kan let blive brug for dig på arbejdspladsen.


Der har allerede været gang i spare-snakken i pressen. Særligt fokus har kommunernes budgetter, hvor enderne har vanskeligt ved at nå hinanden. Der er tegn på, at for at få budgetforligene hjem, så må de indgås i nye politiske konstellationer i landets kommuner.

Som konsekvens heraf er det allerede i et par nordsjællandske kommuner kommet til større afskedigelsesrunder og nogen steder lige frem masseafskedigelser. Det har været tilfældet i Hillerød, hvor det i september blev meldt ud, at 100 skulle afskediges i administrationen.

Heldigvis har det i Hillerød vist sig, at det "kun" blev 41 medarbejdere, og der er tilsyneladende ikke nogen djøfere imellem.

Så heldig har vi ikke været i Frederikssund kommune. Her er Djøf-klubben relativ lille, men 3 djøfere er varslet afskediget og 2 djøfere varslet omplaceret. Det er mere end 20 pct. af djøf-gruppen, hvilket er uforholdsmæssigt højt i forhold til djøfernes samlede andel af de ansatte i Frederikssund kommune.

TR'S rolle

Hvis din arbejdsplads skal afskedige et større antal medarbejdere, så har du som TR en ganske særlig rolle. Som det første skal du så hurtigt som muligt tage kontakt til Djøfs sekretariat for at få sparring på, hvordan du skal forholde dig i den konkrete situation.

Du har fortsat pligt til at medvirke til at opretholde god ro og orden på arbejdspladsen.

Du vil desuden få en vigtig rolle som forbindelsesled mellem ledelse og medarbejdere. Du vil få en masse informationer fra ledelsen, som vil være relevante for medarbejderne, og omvendt. Det kan især være hvordan stemningen er og hvor hårdt medarbejderne tager det. Fra ledelsen til medarbejderne er det især viden om processen, du kan være med til at formidle. Læs i boxen relevante spørgsmål til ledelsen.

Efterspørg hos ledelsen så hurtigt som muligt en plan for, hvordan den større afskedigelsesrunde forventes afviklet.

Jo mere detaljeret, jo bedre. Både dag og for dag, men også hvordan dagen, hvor høringer om afsked afgives, skal afvikles.

Hvad gør Djøf

Djøf sekretariat vil meget gerne og så hurtigt som muligt have kendskab til evt. større afskedigelsesrunder. Dels for at planlægge med dig, hvordan vi kan støtte og hjælpe dig, men også så vi får hjulpet alle medlemmerne, som berøres.

Afhængigt af hvor arbejdspladsen er i processen, så vil der typisk også være behov for at planlægge et klubmøde, hvor Djøfs sekretariat deltager. Djøf deltager med konsulenter, som er eksperter på den juridiske/faglige del af en afskedigelse og konsulenter som er eksperter på karriere og hvordan man kommer videre.

Meningen er at give medlemmer muligheder for at spørger om stort og småt i den vanskelige situation, og for Djøf at fortælle hvilke ydelser vi tilbyder. I sådanne situationer kan selv den mindste usikkerhed eller utryghed vokse sig stor, fordi man mangler viden.

Som TR er du derfor meget velkommen til aktivt at opfordre kollegaerne til at kontakte Djøfs sekretariat.

Mange andre spørgsmål kan være relevante. Kontakt derfor Djøf tidligt i processen, så vi fra starten kan spare i forhold til den konkrete situation.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op