OK-08 - Nyt for seniorer ?

Af: Louise Ascanius

29.04.2009

OK 2008 bragte glædeligt nyt for seniorer i form af nye seniorrettigheder, puljer og seniorsamtaler på arbejdspladserne. Er der noget til seniorer hos dig ?


OK 2008 bragte glædeligt nyt for seniorer i form af nye seniorrettigheder, puljer og seniorsamtaler på arbejdspladserne.

De nye regler gennemgås her. Uddybende materiale, bl.a. i form af en vejledning fra KTO vil i løbet af de næste uger kunne findes her på denne side.

Staten

Seniorbonus

I perioden 1. januar 2009 til d. 31. december 2011 er der ret til en seniorbonus til alle ansatte, der fylder 64 år og for hvert ekstra år, man fortsætter med at arbejde.

Man vil dog maksimalt kunne få seniorbonus tre gange.

Man har ret til at veksle sin seniorbonus til et ekstraordinært pensionsbidrag og/eller til seniordage.

Omvekslingen beregnes på baggrund af den ansattes samlede faste nettoløn, og prisen pr. dag beregnes som 1/260 af den samlede faste nettoløn svarende til en omregningsfaktor på 0,003846.

  Størrelse af seniorbonus  Omveksling til seniordage 
 64 år  3 % af den samlede faste løn 1-4 seniordage 
 65 år eller over  3 % af den samlede faste løn 1-6 seniordage 

Hvis hver seniorbonus er større end værdien af det antal dage, der veksles, kan den ansatte vælge om vedkommende vil have det resterende bonusbeløb udbetalt ved førstkommende lønudbetaling eller indsat på pensionsordningen.

Den ansatte skal give arbejdsgiver besked herom samtidig med, at den ansatte giver besked om veksling af seniordage.

Seniordage skal som udgangspunkt holdes som hele fridage, medmindre andet aftales.

Tidspunktet for at afvikle seniordagene drøftes med arbejdsgiveren, men den ansattes ønsker skal så vidt muligt imødekommes - under hensyntagen til arbejdets udførelse og forholdene på arbejdspladsen i øvrigt.

Det er muligt at overføre ikke-afholdte seniordage til det efterfølgende år. Seniordage opnået i 2010 og 2011, som ikke kan afvikles inden udgangen af 2011 og 2012, kan afvikles i 2012 og 2013. Ikke-afholdte seniordage udbetales ved ansættelsesforholdets ophør.

Ansatte, som d. 1. januar 2009 allerede opfylder alderskriteriet (64 år), får ved førstkommende fødselsdag ret til seniorbonus.

Kommunerne

Særlige seniorfridage

En ansat, som fylder 60 år, 61 år, 62 år eller derover har til 2,3 eller 4 seniorfridage i kalenderåret.

Det træder i kraft d. 1. januar 2009 og ophører igen d. 31. december 2011.

Seniorfridagene har man ret til at holde som hele eller halve fridage eller efter aftale med arbejdsgiveren i timer.

Som seniormedarbejder skal man tidligst muligt varsle, hvornår man gerne holde sine seniorfridage, og ønsket herom skal følges af arbejdsgiveren, medmindre hensynet til arbejdets udførelse forhindrer dette.

Alternativt har man ret til at veksle seniorfridagene til enten ekstraordinær pensionsindbetaling eller til en bonus.

Vælger man denne mulighed skal man som ansat senest d. 1. oktober forud for det kalenderår, hvor retten indtræder, meddele dette til sin arbejdsgiver.  Valget sker for et år ad gangen.

Hvis man vælger en bonus, udbetales den ved udløbet af kalenderåret. Hvis seniordagene konverteres til pension indbetales løbende et ekstraordinært pensionsbidrag i kalenderåret.

Vær opmærksom på, at fristen i 2008 i en række kommuner er udsat til d. 1. november 2008. Er det ikke sket, bør du som TR opfordre din kommune til at udsætte fristen, så dine seniorkolleger kan få rimelig tid til at overveje deres valg.

Kommunepuljer til seniorpolitiske initiativer.

I perioden 2009-2010 afsættes penge til særlige seniorpolitiske initiativer i kommunerne. På AC-området er der afsat 3.959 mio. kr. pr år.

Uforbrugte midler overføres til det næste budgetår.

Midlerne skal hjælpe til at fastholde seniorer, som har særligt behov for et seniorinitiativ, på arbejdsmarkedet - dette gælder også seniorer, som uden et sådant seniorinitiativ vurderes at ville forlade arbejdsmarkedet.

Midlerne i kommunepuljerne kan ikke anvendes til generationsskifteaftaler, aftaler indgået i forbindelse med uansøgt afsked og flexjob-stillinger.

I hver kommune nedsættes for hvert hovedorganisationsområde et lokalt beslutningsforum med ledelses- og medarbejderrepræsentanter. Dette organ behandler ansøgninger vedrørende midler. Ved uenighed om en ansøgning kan denne ikke imødekommes.

Regionerne

Seniorbonus

Fra d. 1. januar 2009 ydes en årlig seniorbonus til alle ansatte fra og med året efter det kalenderår, hvor den ansatte fylder 60 år. Hvis man f.eks. fylder 60 år i 2008, vil bonussen første gang blive udbetalt i januar 2009.

Kun ansatte, der er fyldt 60 år senest d. 31. december 2010, har ret til seniorbonus.

Seniorbonussens størrelse udgør 0,8 % af den sædvanlige løn for 60-årige, 1,2 % for 61-årige og 1,6 % for 62-årige og derover.

Ansatte, der fratræder inden bonussen udbetales i januar måned, får udbetalt en forholdsmæssig andel af deres bonus.

Som ansat kan man vælge at veksle sin seniorbonus til et af følgende elementer eller en kombination heraf:

  • Betalte fridage
  • Kontant bonus
  • Ekstraordinær pensionsindbetaling
  • Særlige selvvalgte kompetenceudviklingsforløb

En seniorfridags værdi udgør 0,4 % af årslønnen. Seniordage skal holdes som hele eller halve dage eller efter aftale med arbejdsgiveren i timer.

Man skal tidligst muligt varsle, hvornår man gerne vil holde seniorfridage og det ønskede tidspunkt skal imødekommes, medmindre arbejdets udførelse hindrer dette.

En ansat, som vælger at veksle sin seniorbonus til et af de her beskrevne elementer, skal give arbejdsgiveren besked herom senest d. 1. oktober i året før bonussen kommer til udbetaling. Valget træffes for et år ad gangen.

Der er mulighed for at den enkelte region kan vælge at udskyde fristen for valget til efter d. 1. oktober. Spørg din HR-afdeling om man I jeres region har valgt at udskyde denne frist.

Staten, kommuner og regioner

Ret til seniorsamtaler

På hele det offentlige område er der nu indført regler om, at ældre medarbejdere i forbindelse med medarbejderudviklingssamtalen skal have tilbudt en seniorsamtale.

Formålet er i god tid at sætte fokus på den ansattes ønsker og forventninger til arbejdslivet. Således kan ønske om eller behov for en seniorordning tages op i forbindelse med seniorsamtalen.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op