Offentligt ansatte bruger også netværk

07.10.2009

- Den interessante udvikling sker i netværk.


Arbejdsmarkedet byder på mange spændende udfordringer og stiller store krav til fleksibilitet, ny viden og kompetenceudvikling.

Til at understøtte og udvikle medlemmernes faglighed tilbyder Djøf en række forskellige aktiviteter og ydelser i form af netværk, mentorordninger og debatarrangementer. 

Netværk
Netværk er en vigtig del af Djøf’ernes kompetence- og karriereudvikling. 

Et stærkt personligt netværk bringer dig videre i karrieren og giver dig adgang til faglige diskussioner, videndeling og ny inspiration til dine arbejdsopgaver.

Djøf har skruet kraftigt op for omfanget af netværksaktiviteter, og medlemmerne har således mulighed for at få bistand og hjælp til igangsætning og opstart af netværk, mødefacilitering og processtyring. 

Afgørende i forhold til netværkenes succes er, at den indholdsmæssige del rammer medlemmernes behov og udfordringer, og at deltagerne forventningsafstemmer i forhold til, hvad de vil bruge netværket til. 

Udover de strukturerede netværk har Djøf også været med til at igangsætte en række selvkørende netværk. 

Der er i det forgangne og indeværende år igangsat og planlagt over 40 netværk spændende fra ny-i-job- over mellemleder- og til ledernetværk.

Offentligt ansatte har især valgt at deltage i netværk for kommunale konsulenter, projektledere, mellemledere, og nyuddannet i 1. job. Nye netværk er på vej, og her er det især lean, HR- og nyuddannedes netværk, der har appel til offentligt ansatte. 

Mentorordning
Siden 2002 har Djøf tilbudt medlemmer, der enten sidder i en lederfunktion eller er nye på arbejdsmarkedet, at være med i en mentorordning. 

Mentorordningerne giver et unikt personligt fokus på de temaer og udfordringer som, menteen ønsker at få mentors erfarne bud på. I dag er der 7 forskellige mentorordninger. I de største er der mere end 200 deltagere.

Mentorerne stiller deres tid gratis til rådighed, og mentees betaler ikke for deltagelsen. 

Forudsætningen er, at der investeres betydelige ressourcer i at sikre forventningsafstemning, træning og det rigtige match, som sikrer mentor og mentee et gensidigt udbytte. 

Debatarrangementer, debat-fora og faglige selskaber
Debatarrangementerne sætter fokus på aktuelle emner, ny forskning og emner, der generelt optager djøferne. 

Et eksempel på et arrangement, som blev afholdt primo 2009 er "Den loyale medarbejder – har loyaliteten en pris?". 

Emnet "loyalitet" viste sig at berøre rigtigt mange, og der blev skabt en god og intens paneldebat mellem medlemmerne og oplægsholderne, som alle var kompetente fagfolk inden for hvert deres fagområde. 

Djøfs tilbud favner både de meget fagspecifikke arrangementer afholdt af de faglige selskaber til de store debatarrangementer om den nye skattereform og gæstebesøg af Clemet Kjærsgaard, hvor deltagerantallet ligger omkring 700. 

Målet for fremtidens debatarrangementer vil fortsat være at ramme medlemmerne der, hvor de er. 

I efteråret har Djøf derfor valgt at sætte "selvledelse" til debat, da mange djøfere i deres arbejdsliv i stor udstrækning er underlagt selvledelse, ligesom den seneste undersøgelse af djøfernes stress og balanceudfordringer tyder på, at vi har et ambivalent forhold til ledelse og selvledelse. 

Vil du sætte dit aftryk på, hvad vi tager op til debat, har du mulighed for at deltage i en styregruppe inde for det fagområde, du er optaget af. 

Hvordan kan du læse mere om på linket til højre, hvor de nuværende debatfora og faglige selskaber er omtalt.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op