Plustid - Meningerne er delte

07.10.2009

Interessen omkring plustidsordningen er stor, men egentlige aftaler er få.


På baggrund af krav fra de offentlige arbejdsgivere blev der ved OK08 som noget helt nyt skabt en mulighed for på frivillighedens basis at indgå aftale om højere ugentlig arbejdstid – plustid.

Plustidsordningen trådte i kraft med de nye overenskomster pr. 1. april 2008, men blev først reelt sat i gang fra overenskomsternes udsendelse i efteråret 2008. Herefter var der åbnet mulighed for, at tillidsrepræsentanterne kunne indgå en iværksættelsesaftale som satte plustid i kraft på arbejdspladsen. 

Overenskomstforeningen har udarbejdet en vejledning om plustid, der lægger op til drøftelser på de enkelte arbejdspladser af fordele og ulemper inden, der indgås en iværksættelsesaftale. 

Bestyrelsen lægger vægt på, at der foregår en dialog mellem TR og ledelse om plustid inden aftalen sættes i værk, så plustid sættes i relation til arbejdspladsens konkrete løn- og personalepolitikker, lokale aftaler om arbejdstid og arbejdstilrettelæggelse m.v. Vejledningen kan findes på linket til højre.

Det er indtrykket, at mange klubber i årets løb har drøftet plustid, nogle gange på opfordring fra ledelsen, andre steder efter eget ønske. Djøf har i hvert tilfælde været ude på mange klubmøder for at sætte debatten i gang. Holdningerne til plustid er delte – nogle opfatter plustid som et udtryk for en ønsket fleksibilitet i overenskomsterne, så længe det er frivilligt, og som en mulighed for at få betaling for det arbejde, der allerede lægges, mens andre mener, det er et tilbageslag mod opnåede nedsættelser af arbejdstiden gennem tiden, en risiko for at skabe A- og B-hold på arbejdspladsen, samt endnu større vanskeligheder med at få balancen mellem arbejds- og privatliv til at gå op. 

Bestyrelsen opfordrer til, at indgåede iværksættelsesaftaler sendes til Djøf til orientering.  Djøf er således i medio 2009 bekendt med aftaler om iværksættelse af plustid på 6 statslige arbejdspladser og i 2 kommuner. Dertil er der formodentlig indgået et antal individuelle aftaler med special- og chefkonsulentgruppen, som vi ikke er bekendt med.

For forskere opleves plustidsbestemmelsen generelt som en positiv mulighed. Problemer med forskernes arbejdstid og merarbejde har været på dagsordenen i mange år, og med plustiden er der indført et håndtag, som betyder, at der kan sættes en ramme om arbejdstiden, hvis der kan opnås enig med ledelserne om det. Der er dog ikke på nuværende tidspunkt indgået iværksættelsesaftaler på forskningsområdet.

I efteråret 2009 skal plustidsordningen evalueres i samarbejde med de øvrige AC-organisationer med henblik på organisationernes overvejelser frem mod OK11. Der er nok ingen tvivl om, at arbejdsgiversiden igen ved OK11 vil sætte arbejdstid højt på dagsordenen.

Kort om plustid

  • Plustid giver mulighed for at aftale forhøjet gennemsnitlig ugentlig arbejdstid op til 42 timer om ugen.
  • Gælder for alle i stat, kommuner og regioner – undtagen chefer.
  • Kræver en aftale mellem ledelse og TR om iværksættelse af reglerne og derudover en individuel og frivillig aftale mellem medarbejder og ledelse.
  • Den individuelle aftale kan opsiges med 3 måneders varsel.
  • Rådighedsforpligtelse og -tillæg fortsætter uændret for timer der ligger ud over den nye ugentlige arbejdstid.
  • Løn og pension (ekskl. rådigheds-tillæg) forhøjes forholdsmæssigt med det aftalte timetal (1:1).
  • Special- og chefkonsulenter i stat og i kommuner kan indivi-duelt selv aftale plustid med de-res arbejdsgiver uden, at der er en iværksættelsesaftale mellem arbejdsgiver og TR. 
 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op