Plus-tid - de første erfaringer

Af: Dorte Gotthjælp Nielsen

06.03.2009

Med OK08 blev det muligt at indføre PLUS-tid i både staten, kommunerne og regionerne på baggrund af krav fra arbejdsgiverne. Det er derfor et emne, som Djøf ønsker at følge tæt og derfor meget gerne vil høre om fra jer tillidsrepræsentanter.


Med OK08 blev det muligt at indføre PLUS-tid i både staten, kommunerne og regionerne på baggrund af krav fra arbejdsgiverne. Det er derfor et emne, som Djøf ønsker at følge tæt og derfor meget gerne vil høre om fra jer tillidsrepræsentanter.

Det har været muligt at indføre PLUS-tidsaftaler siden 1. april 2008

Der er på nuværende tidspunkt ikke nogen sikre tegn eller tendenser omkring, hvordan udbredelsen af PLUS-tid vil udvikle sig. Det billede, der tegner sig nu, er således fortsat noget uklart og uden entydige retningspile.

Klubmøder

Fra starten af har interessen for PLUS-tid imidlertid været stor.

Ikke nødvendigvis fordi medlemmerne og klubberne ønsker at indføre det, men nok så meget fordi de ønsker at høre om, hvad PLUS-tid egentlig er for en størrelse.

Der er flere arbejdspladser, hvor det er medarbejderne selv, der sætter PLUS-tid på dagsordnen. Det har vist sig, at det ikke udelukkende er ledelserne, som ønsker at indføre PLUS-tid. Der er endda flere eksempler på ledelser, som slet ikke vil tilbyde medarbejderne den mulighed.

Men der er også ledelser i både stat, regioner og kommuner som ønsker PLUS-tid. Det har naturligt nok gjort medarbejderne nysgerrige på, hvad der er op og ned, når vi taler PLUS-tid.

Djøf har derfor deltaget i en lang række klubmøder om PLUS-tid, hvor de lokale klubber har taget debatten. Djøf synes netop, det er det bedste sted at starte - nemlig med en debat i den lokale klub.

Det har vist sig, at der både er mange spørgsmål til, hvad PLUS-tid er, og hvad konsekvenserne er på godt og på ondt. Desuden afspejler debatten typisk mange forskellige holdninger til PLUS-tid, fordi det jo helt grundlæggende handler om arbejdstiden og hvilken slags arbejdsplads, man som medarbejder ønsker.

Hvis du ønsker et oplæg i din arbejdspladsklub om PLUS-tid, så kan du kontakte Djøfs sekretariat.

Omfanget af aftaler

Målt på antallet af indgået aftaler så er det på statens områder, der er indgået flest aftaler. Her har Djøf kendskab til, at der er indgået iværksættelsesaftaler på tre statslige arbejdspladser, og der er i hvert fald én mere på vej. Djøf har endnu ikke hørt om, hvor mange individuelle aftaler, der herefter er indgået. Men der er ikke umiddelbart tegn på, at der indgås mange individuelle aftaler, når der først er en iværksættelsesaftale på arbejdspladsen.

På nuværende tidspunkt er Djøf ikke bekendt med at der skulle være indgået plustids-aftaler i henholdsvis kommuner eller regioner.

Hvis du som TR har kendskab til iværksættelsesaftaler og/eller individuelle aftaler, så vil vi opfordre dig til at sende dem ind til Djøfs sekretariat, da Djøf ønsker at følge udviklingen i PLUS-tid nøje.

Kort om PLUS-tid

  • Udvidelse af arbejdstiden mod tilsvarende forholdsmæssig forhøjelse af lønnen
  • Arbejdstiden kan udvides til max. 42 timer
  • Kræver iværksættelsesaftale mellem TR og arbejdsgiver
  • Kræver desuden individuel aftale mellem medarbejderen og arbejdsgiver
  • Special- og chefkonsulenter i henhold til de respektive overenskomster kan i staten og på det kommunale område indgå aftaler om PLUS-tid, uden der er indgået en iværksættelsesaftale
  • Rådighedstillægget indgår ikke i beregningsgrundlaget for den forholdsvise forhøjelse af lønnen
  • Rådighedsforpligtelse er uændret og udover den forhøjet arbejdstid.

Læs mere om PLUS-tid se linket til højre.

 

 

 

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op