Djøf anbefaler, at de lokale tillidsrepræsentanter i både stat, regioner og kommuner udnytter mulighederne for at aftale resultatløn (baseret på forhåndsaftaler), sålænge dette sker som et supplement til basislønnen og øvrige tillæg.
En fordel ved resultatløn er, at den baserer sig på forhåndsaftaler om faste mål, således at der udmøntes en lønforbedring, når det aftalte resultat er opnået. Det kan være med til at sikre gennemskuelighed og objektivitet for denne del af løndannelsen. En anden fordel ved resultatløn baseret på forhåndsaftaler er, at den kan give lønforbedringer til ansatte både på det gamle og det nye lønsystem.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at hensynet til den fælles forståelse for og accept af resultatløn kan tilsige, at en del af resultatlønaftalen er fælles for alle grupper af ansatte således, at en del af resultatlønnen udmøntes kollektivt. Det kan ikke anbefales, at der udelukkende laves fælles aftaler, idet der vil være behov for også gruppevise aftaler for de enkelte grupper af ansatte, og evt. for rent individuelle aftaler.
Djøf anbefaler, at tillidsrepræsentanten stræber efter at aftale den fordeling mellem kollektiv, gruppevis og/eller individuel resultatløn, der - ud fra den lokale Djøf-klubs synspunkt - bedst muligt tilgodeser forholdet mellem kollektiv og individuel indsats på arbejdspladsen.
I regioner og kommuner er der alternative muligheder for at udmønte resultatløn, nemlig som supplerende pensionsindbetaling, tilskud til efter- og videreuddannelse, fratrædelsesløn og/eller forlænget opsigelsesvarsel. Djøf anbefaler, at tillidsrepræsentanten fastholder over for arbejdsgiveren, at efter- og videreuddannelse bør sikres via afsatte budgetmidler og ikke via resultatløn. Bestyrelsen fraråder, at udmøntning sker via fratrædelsesløn eller forlænget opsigelsesvarsel, da den ansatte ved denne udmøntningsform ikke direkte vil kunne se eller mærke resultatlønnen.
Se endvidere Djøfs anbefaling til en skabelon til en resultatlønsaftale her til højre.